Menu
Operation Alamo: Omaid, Nikolaj og flugten fra Kabul
I de sidste dage før Taleban igen fik magten over Kabul og dermed Afghanistan i august 2021, fløj danske C130 Hercules i pendulfart over grænsen til Pakistan og evakuerede nordiske statsborgere og 986 afghanere.
Del fortællingen med dit netværk
Skrevet af Peter Skautrup, journalist
I de sidste dage før Taleban igen fik magten over Kabul og dermed Afghanistan i august 2021, fløj danske C130 Hercules i pendulfart over grænsen til Pakistan og evakuerede nordiske statsborgere og 986 afghanere. Mange af afghanerne havde enten arbejdet for ISAF eller et af de nordiske lande, og med Talebans tilbagekomst var de og deres familiemedlemmer nu i livsfare. I Danmark var mange veteraner med til at hjælpe de truede i sikkerhed.
En af dem, der slap ud, var tolken Omaid. Vi har talt med ham om den dramatiske tur væk fra Kabul og hans nye liv i Danmark.
”Alt hvad Danmark har gjort for os, har været gjort godt. Jeg vil altid være taknemmelig for, at det reddede vores liv.”
Omaid Yosufzai og hans familie kom til Danmark med den luftbro, som i august 2021 blev sat i værk i al hast, da Taleban var ved at indtage Afghanistans hovedstad Kabul.
Men der var mange ængstelige stunder undervejs. Omaid måtte i første omgang rejsealene med sin søn uden sin kone og datter, for de var fanget på vejen uden for Kabul efter et familiebesøg i Jalalabad tæt på den pakistanske grænse.
Omaid, i dag 32 år, havde fra han var 15 arbejdet som tolk først for briterne og senere for danskerne i den store militærlejr Camp Bastion i Helmand-provinsen.
Selv om han havde forladt jobbet som tolk flere år før, Taleban genobrede magten over det plagede land, var han ikke glemt hos de soldater, han havde arbejdet sammen med.
Så da han en af de hektiske augustdage før Kabuls fald stod i kø med hundredvis af andre foran en bank, tikkede en besked på Messenger ind fra en af de danske soldater, han havde holdt forbindelsen til siden tiden i Camp Bastion. Det var tidligere oversergent i Frømandskorpset Nikolaj Frederiksen, som nu skred til handling for at få Omaid og hans familie evakueret.
Nikolaj og Omaid kendte hinanden fra flere af Nikolajs ophold i Camp Bastion. Nikolaj har været afsted så mange gange, at han ikke kan huske, hvornår han første gang mødte Omaid, men ”det må have været omkring ISAF 7,” siger han.
Siden har han med mellemrum støttet Omaid sammen med andre veteraner, blandt andet med midler til en ny tilværelse i Kabul, da briterne overlod Camp Bastion til afghanske regeringsstyrker, og Omaid måtte finde på noget nyt.
Da veteranerne greb ind
Som en af de mange, der havde arbejdet for ISAF-styrkerne, var Omaids liv truet, daTaleban rykkede frem og snart ville overtage byen.
Tilmed var det danske soldater som Nikolaj, der måtte skubbe på, så danske myndigheder fik gang i tilbuddene om hjælp til tidligere, afghanske ansatte.
Jyllands-Posten beskrev i en artikel 21. august 2021, hvordan to danske officerer – og tidligere udsendte – via et opråb på Facebook til alle danske veteraner havde opfordret til, at flest muligt med kontakter til afghanere – som burde være berettiget til dansk hjælp til evakuering – opfordrede dem til at søge hjælp hos danske myndigheder.
Så Nikolaj gav Omaid en adresse til en særlig mailboks, som Forsvaret havde oprettet til formålet, men da var Omaid så stresset, at Nikolaj måtte overtage kontakten og formidle de nødvendige dokumenter.
Det virkede. En meget tidlig augustmorgen i den uge, hvor Taleban rykkede ind i selve Kabul den følgende søndag, fik Omaid et telefonopkald fra en dansk major i Forsvarsministeriet, og dermed kunne han begynde sin tur mod lufthavnen fra det hus, han skjulte sig i.
Barndom i Pakistan
Før Omaid kom til verden, var hans forældre rykket til Pakistan på grund af den sovjetrussiske besættelse af Afghanistan, og fordi Taleban første gang tog over i Afghanistans politiske svækkelse efter russerne, blev familien i Pakistan, indtil ISAF fordrev talebanerne i 2001.
Så rykkede familien tilbage over grænsen.
”Vores liv var meget almindeligt, vi boede i en landsby i Konar-provinsen meget tæt på den pakistanske grænse,” fortæller Omaid.
”Min far var landmand med kvægdrift, og vi boede i Pakistan nogle år mens jeg var lille – men i 2001 da ISAF og en ny regering havde fordrevet Taleban vendte vitilbage til Afghanistan.”
Det var tæt på storbyen Jalalabad, hvor Omaid gik i skole, og i de ældste klasser fik han mulighed for også at tage timer på et engelsk sprogcenter i nærheden, hvilket senere skulle give ham muligheden for at arbejde som tolk.
Det skulle blive afgørende for familien, da Omaids far døde, at Omaid kunne skaffe indtægter på den måde.
Så som 15-årig fik han job hos briterne – først i Kabul, og kort efter blev han sendt til den nyetablerede Camp Bastion i Helmand.
”Jeg startede som køkkenhjælp, men der manglede tolke, så efter tre måneder blev jeg forfremmet til supervisor for de lokale, der gjorde rent og vaskede tøj i lejren. Vi arbejdede i køkkener, og gjorde rent i telte, på hospitalet, på værksteder…”
”I 2009 blev jeg overført til den danske Camp Viking i Bastion, og jeg kom til at kende rigtig mange danske soldater.”
”Jeg var meget glad for det, det blev til mange års godt arbejde, som gav mig erfaring, og jeg lærte også andre sprog, blandt andet blev jeg god til indisk Dari fordi en del indere arbejdede med os.”
Før han kom til at arbejde for ISAF, blev han sikkerhedsgodkendt af de amerikanske styrker, som stod for den del.
”Den første måned havde jeg et rødt adgangskort, som betød, at jeg kun måtte komme i lejren med ledsagelse, så blev jeg forfremmet og fik et blåt kort, og efter få måneder et grønt, som betød, at det nu var mig, der kunne eskortere andre civile rundt – op til seks ad gangen.”
”Vi havde 700 civile til at arbejde i lejren, nogen som mekanikere, nogen som rengøring og nogen i køkkener. Lejren var jo stor, med 20.000 soldater og tre køkkener plus 14-15 vaskerier og hospitalet.”
Farlig busrejse
Hvert halve år kunne han holde 21 dage fri og komme på besøg hos familien, som nu havde hjemme i Kabul, men han gjorde det ikke hver gang, for turen til Kabul kunne være både besværlig og farlig.
”Taleban kunne finde på at stoppe bussen midt i ørkenen for at kontrollere passagererne, og min dialekt var meget forskellig fra den, de talte i Kandahar-regionen – lidt lige som skotsk og engelsk afviger fra hinanden.”
Omaids job i Camp Bastion sluttede i 2014, da briterne overlod lejren til de afghanske regeringsstyrker. Så tog han hjem til Kabul og opbyggede senere sin egen forretning, et fjerkræslagteri, der leverede til restauranter, hoteller og catering.
Længe før Taleban i løbet af 2021 nærmede sig Kabul, havde han indledt et forsøg på at komme til Storbritannien. Men de britiske myndigheders sagsbehandling gik langsomt.
”15. august 2021 stod jeg i kø ved banken i Kabul for at få mine penge ud – for jeg havde mange penge i banken,” fortæller Omaid.
Der i køen fik han beskeden fra Nikolaj, som skrev, at de danske myndigheder ville evakuere alle, der havde arbejdet for dem.
”Jeg skrev tilbage, om han kunne hjælpe, for mit hoved stod stille – jeg havde ventet to-tre år på at høre fra briterne.”
”Nikolaj svarede, at han ville tage fat i Forsvarsministeriet, og 16. august ringede et dansk nummer, det var fra Forsvarsministeriet og de spurgte, hvor mange vi var i familien, om vi havde pas og vaccinationer osv. Det var utroligt, så hurtigt, de arbejdede.”
”De sagde så, at Udenrigsministeriet ville kontakte mig, og det gjorde de på SMS om aftenen den 16. De sagde, at vi ville blive fløjet ud inden for 24 timer, og vi skulle passe på os selv indtil da.”
”Men min kone var hos sine forældre i Jalalabad med vores datter. Den 15. august var der allerede kaos, der var mangel på transport, og alle løb forvirrede rundt. 18. august klokken fire om morgenen kom en SMS, om at jeg skulle tage til lufthavnen og være der klokken 6 – jeg skulle gå til en gate der hed EBAY, så jeg tog derud med min mor, min ene søster og min søn.”
”Men min kone og datter kunne ikke nå frem.”
De hemmelige tegn i håndfladen
”Da vi kom til gaten, var der tusindvis af mennesker. Så fik jeg en ny SMS: ”Skriv tallet 1 i håndfladen på din venstre hånd. Sig ikke noget om det og lad ikke andre se det.”
”Da vi så nogle danske soldater, viste jeg min hånd til dem, og så tog de os med igennem gaten.”
”Jeg synes Danmark gjorde alting meget professionelt, bedre end amerikanerne og de andre. Mange andre landes medarbejdere måtte vente i lufthavnen op til ti dage.”
Omaid kom med det første danske C130 fly til Islamad – men ”jeg var meget ked af det, fordi min kone og datter ikke var med.”
Fra Danmark har Nikolaj kontaktet ambassaden i Pakistan for at få hjælp til Omaids kone og datter, og sideløbende har en kvindelig Røde Kors-medarbejder i spottet Omaids stress, da han med mor, søster og søn skal videre med SAS mod København, og også hun går til myndighederne.
Så da Omaid kom til Kastrup, stod der folk fra Udenrigsministeriet klar med en tolk, der ringede til hans kone i Kabul og fik hende gennem lufthavnen, hvor hun måtte vente to nætter med datteren, før også de kom med en dansk C130 til Islamabad og hurtigt videre til København.
Den anden søster
24. august var familien bragt sammen igen. Næsten.
Omaids anden søster var ikke nået med.
Der skulle gå et år, før også hun slap ud af Afghanistan og genfandt familien i Danmark. I det år måtte hun leve i skjul hos noget fjern familie, og hun havde ikke noget at leve af. Nikolaj og andre veteraner lavede en kampagne på platformen GoFundMe, (som de tidligere havde brugt til at skaffe støtte til Omaid) for at støtte hende.
”Men man ved jo ikke, hvor meget af det man sender, der når frem,” siger Nikolaj.
Søsteren fik med flere midler fra støtterne i Danmark til sidst et visum til Pakistan, hvor hun så kunne afsløre sin forbindelse til Omaid og dermed komme til Danmark. Det krævede blandt andet en DNA-test, som Nikolaj var med til at betale sammen med andre veteraner i netværket.
Da Omaid og de øvrige ankom til Danmark, opholdt de sig kort tid i Sandholm-lejren, og Nikolaj måtte som det første sørge for en tøjindsamling, så familien kunne klare det kommende efterår.
Så blev de flyttet til et asylcenter med 300 andre afghanere ved Holstebro og ”det var en god tid, tre måneder der,” fortæller Omaid.
Herfra skulle de søge ud i en kommune, og Nikolaj foreslog Sjælland, hvis han fortsat skulle kunne træde til med hjælp.
Syv mennesker i ét rum
Så det blev Roskilde Kommune, som først indkvarterede dem på to værelser i et krisecenter, i en byejendom, hvor der var fælles toilet og bad på gangen.
Senere anviste kommunen dem en lejlighed i en af kommunens mindre byer.
Den lejlighed, kommunen nu skaffer dem, er stor. Men den er nybygget, uden indre vægge og består kun af et enkelt rum plus toilet og bad. Og Omaid og familien har ingen møbler.
Mens Omaid ikke klager, når man interviewer ham, lægger Nikolaj ikke fingrene imellem:
”Kommunen har svigtet. Fuldstændig. De er overhovedet ikke deres opgave voksenPå ingen måde. Jeg har intet godt at sige om Roskilde Kommune.”
Nikolaj tør i dag ikke sige, om deres situation var enestående, ”men nu arbejder jeg jo i politiet og har haft med flygtninge at gøre på anden måde. Jeg har arbejdet ude i Sandholm-lejren, og jeg har set nogle af de boliger, som andre flygtninge får. De er ikke så skrabede. Der er trods alt møbler.”
”Her taler vi om, at der var ét rum, som de kunne bo i. Det er soveværelse, det er stue, det er køkken, det er det hele. Det er det hele i ét rum. Og de er jo en familie, hvor søsteren, som er teenager – 16-17 år på det tidspunkt – har et vist behov for privatliv. Så er der en mor, som også har behov for privatliv. Så har de to små børn på 3-4 år, eller hvor meget de nu er på det tidspunkt. Altså, de skal i seng på forskellige tidspunkter. Men der er ikke engang en seng. De har en madras på gulvet at ligge i.”
Nikolaj havde flere forhandlinger med kommunen. Det endte med, at han og andre gode kræfter samlede brugte møbler og køkkenudstyr sammen til familien, for det beløb, kommunen ville give til inventar, rakte ”kun til en enkelt Ikea-seng”.
Skillevægge, så lejligheden opdeles i flere rum, ville kommunen heller ikke hjælpe med. Men Nikolaj presser på, så kommunen bevilger materialer til gispvægge og døre, men der er ikke penge til spartling og maling, og heller ikke en øre til håndværkere.
Så Omaid og Nikolaj byggede væggene sammen efter boligselskabets anvisninger.
Senere er Omaid og familien flyttet til en bedre og billigere lejlighed, hvor der er flere rum, og de bor samtidig tæt på børnenes skole.
Skillevæggene i den første lejlighed forfølger dem dog. Nu siger boligselskabet, at de skal rives ned, og Omaid skal betale for det.
Dansk Røde Kors har sat Omaid i forbindelse med en frivillig retshjælp, de fører nu sagen for Omaid – men hvor den ender, er uvist.
Foretrak Danmark
Børnene og hans to søstre er blevet gode til dansk, fortæller Omaid.
Sidste år fik han kørekort og anskaffede en lille bil, så han kan passe et arbejde i en stor cateringvirksomhed inde i Roskilde. Han har kun 25 timers arbejde om ugen, så han leder efter et fuldtidsjob.
Dagen før dette interview fik han et dansk pas – et såkaldt convention passport, der kan udstedes til udlændinge med ophold i Danmark.
Mange andre af Omaids landsmænd, som blev hjulpet til Danmark med luftbroen i de hektiske augustdage 2021, valgte at tage mod et tilbud om permanent ophold i USA.
Omaid har jævnligt kontakt med flere af dem.
”Mange af dem, der valgte USA, gjorde det, fordi de så ikke skulle til at lære dansk. Vi valgte at blive her, selv om det er knap så godt, at man kun får opholdstilladelse for to år ad gangen,” siger han.
Men der er andre fordele ved Danmark frem for USA, mener han. Dem der tog til USA, har ikke gratis uddannelse og lægehjælp, noget han hører en del om i kontakten med landsmændene på den anden side af Atlanten. At hans mor også snart får en pension her, er heller ikke noget, de får i USA.
Trods den manglende, permanente opholdstilladelse er han på mange måder tilfreds, selv om han gerne indrømmer, at livet ikke altid er lige nemt med en begrænset indtægt.
Fra sin nye tilværelse betragter han dagligt udviklingen i hjemlandet, og han er en flittig bidragyder på sociale medier om forholdene i Afghanistan:
”Hver dag indfører Taleban nye restriktioner for kvinder. Og mænd kan kun få arbejde for Taleban, hvis de har skæg. Hvis man holdt et frit valg i Afghanistan, ville Taleban ikke få mere end 1 procent af stemmerne,” siger Omaid.
”Børn bliver skolet som terrorister, og der er nu mindst 25 forskellige terroristgrupper rundt om i landet, mange med tilknytning til IS.”
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
