Menu
Veteran fra Cypern, Irak og Bosnien: Leif og ”Den glemte mission”
Efter den første Golfkrig stillede Danmark op til FN-missionen UNGCI i det nordlige Irak. Men de udsendte kom afsted uden den store forberedelse og uden særligt udstyr, og de var uden mandat til at gribe ind mod uhyrligheder, som de blev vidner til. Leif Hovgaard Schmidt var trods sine kun 25 år allerede veteran fra Cypern, og han tog med.
Del fortællingen med dit netværk
Udsendt af Danmark. Og glemt.
Skrevet af Peter Skautrup, journalist
Sådan var oplevelsen for veteranen Leif og hans kammerater i den nordirakiske by Erbil, da de i 1991 ankom for at være med i FN’s mission UNGCI – United Nations Guard Continent in Iraq.
Ingen synlig ledelse, ingen forsyninger. De måtte klare sig selv, og det gjorde de.
– Vi fandt jo hurtigt ud af, at vi danskere, selv om vi ikke havde så høj rang, og nogen af de andre havde officerer med – vi danskere, vi er altså vant til at klare os selv, vi er vant til at tage stilling og finde løsninger, fortæller han.
Her på udsendtafdanmark.dk lærte vi Leif at kende, da han mødte op som frivillig veteran for at hjælpe på udstillingen ”Gennem ild og vand”, da der for et par måneder siden var ”Udsendt af Danmark LIVE” i Viborg.
Leif er med i veteranmiljøet i Viborg, men har ikke været det så længe. Hans vej ind i sammenholdet der begyndte lidt tilfældigt og først 26 år efter han sidste gang kom hjem fra et krigsområde.
Leifs professionelle liv i militæret begyndte på Cypern. Nærmere bestemt på hold 46, 47, 48, 52, og 53. Rigtigt – den gang kunne man tage det ene hold efter det andet som såkaldt ”genganger”, hvilket ikke blev lige sundt for alle.
– Den gang kørte man seks måneder ad gangen, og jeg var startet som ”skæv rotant”, så den første tur talte ikke, og så havde man lov til at tage to ture i træk som genganger, så det blev til de tre. Før det havde man haft lov at tage fire ture i træk, men det blev der sgu for mange bumser ud af, siger han.
Han begyndte som værnepligtig i 1985 i Nørrejyske Artilleriregiment i Skive. Da han var teenager, havde hans mors fætter vist ham fotos og fortalt om sine oplevelser på Cypern i 70’erne, og det inspirerede ham, så han søgte på FN-skole i Auderød. Det var et fem-seks ugers kursus, som mundede ud i en rådighedskontrakt.
– Jeg var måske også lidt peace-love-and-understanding, altså jeg ville ud og frelse det hele. Det er så gået over, siger han smilende.
For at komme hurtigt afsted, havde han fundet sin egen taktik: – Jeg vidste at køkkenpersonale, det mangler man altid, for det er der ingen der gider, så jeg meldte mig frivilligt som messemand, for så var sandsynligheden for at komme ud langt større end i andre funktioner.
Så i januar 86 kom han til Cypern, først i halvandet år, så hjemme i halvandet år så derned igen i et år.
”Mulje-driver”
Han slap ud af køkkentjansen efter det første halve år og begyndte så at køre forsyninger rundt til posterne på øen – de kaldte det ”mulje-driveren” fordi der var mad med på læsset – det stod på i to hold, og da han kom tilbage igen, var det som korporal på en observationspost, og så blev han ”reccer” – altså rekognoscering.
– Hvilket for mange var det ultimative, mange syntes de var nogen fandens karle, og der var ingen befalingsmænd, der havde styr på, hvad vi lavede.
Opgaven var observation i baglandet uden for observationsposternes rækkevidde, enten i fodpatruljer eller kørende men også af og til fra helikoptere.
– Der var ikke egentligt fjendtlige handlinger, men grækerne og tyrkerne provokerede jo hinanden i jævnligt. De har stadig væk lang vej, før de har fundet en løsning, men for FN så var det egentlig en succes, for der har jo ikke været krig som sådan siden 1974. Men for mig er situationen – det er så rent politisk – den er fuldstændig vanvittig. Jeg kan ikke forstå, at to NATO-lande ikke kan finde ud af at lave en løsning for Cypern.
Leif kom hjem fra sidste Cypern-tur i foråret 91. Begyndte så som langturschauffører.
– Det der med bare at have et arbejde med at begynde klokken syv og have fri halvfire, det kunne jeg ikke finde ud af – det var for lidt. Så jeg begyndte hos en eksportvognmand, men efter sommeren var der ikke mere at køre med, så jeg tænkte, så kan jeg tage en tur mere til Cypern.
Han ringede til ”FN-afdelingen” i Auderød og fik besked på at møde få dage efter:
”De skal bare stille her mandag morgen klokken 8”
– Hvor skal jeg hen på Cypern?
”De skal ikke til Cypern, De skal til Irak.”
”Nå,” tænkte Leif, ”det er jo samme kuffert.”
LÆS OGSÅ
På vagt med FN
Ingen missionsforberedelse
Mandag mødte han igen op i Auderød, hvor cirka halvdelen af, der havde meldt sig, blev sorteret fra på fysik og helbred.
– Men der er næsten ingen briefinger
-I får ikke at vide, hvad det er?
– Overhovedet ikke. Vi skulle ned og være sikkerhedsvagter for andet FN-personel. Og operationen hed UNGCI – United Nations Guard Continent in Iraq. Vi anede ikke en skid om, hvad vi skulle.
– Jeg troede egentlig bare, at vi skulle ned og ”lave Cypern”. Ud og køre nogle patruljer og holde øje med nogle mennesker. Peace, love and understanding og sådan noget. Det kom vi så også. Det vi lavede, det var jo rigtig meget patruljekørsel. Men også synliggørelse af, at FN var der.
Rejsen til Nordirak var et blandet eventyr. Fra Danmark til Geneve med Maersk Air og udsøgt servering ombord. På fornemt hotel i Geneve og næste dag med et knap så udsøgt rumænsk luftfartsselskab via Cypern til Bagdad. Herfra var der landtransport nordpå.
Leifs hold var havnet i det nordlige Irak i byen Erbil i det kurdiske område. Opgaven var formelt at bidrage til almindelig lov og orden, at beskytte kurdiske flygtninge, herunder at passe på transporter med nødhjælp til dem – og at beskytte andet FN-personale.
United Nations Guards Contingent in Iraq (UNGCI) bestod af en vagtstyrke, der siden Golfkrigen i 1991 sikrede nødhjælps arbejdet i Irak, herunder bevogtning af konvojer med nødhjælp. Danmark bidrog frem til oktober 1999 med personel fra både Forsvaret og Politiet. Udenrigsministeriet havde ansvaret for det danske kontingent, men Forsvarsministeriet bistod med rekruttering, iklædning og uddannelse.
– Tanken, tror jeg, også var at forhindre Saddam Hussein i at begå flere overgreb mod kurderne, siger Leif.
Saddam blev til ”Søren”
Saddam Hussein fandt Leif og hans kolleger hurtigt på at omtale som ”Søren Hansen”, når der var lokale inden for hørevidde.
– Altså, så længe vi vagter var der, så troede man ikke, at Søren Hansen turde gøre noget. Men det er jo kun rygter. Altså, vi har aldrig fået noget at vide om det. I det hele, så ved jeg faktisk ikke ret meget, udover hvad vi lavede, og hvad vi foretog os det år, jeg var dernede.
Men baggrunden, og hvad der kom ud af det…nej.
– Det er derfor, vi kalder det ”den glemte mission.”
– Hverdagen, hvordan var den?
– I den første lange tid var det 14, 16, 18 timers arbejde om dagen. Fordi det var opbygning hold 1.
– Bare det at få fundet mad var en udfordring, for vi var i det kurdiske område, hvor der var embargo. Til at begynde med boede vi seks danskere i det samme hus. Vi levede af tomatsuppe, nudler og hvad der ellers kunne findes på det lokale marked, vi kaldte Sukh’en.
– Vi havde den fordel, at vi havde penge nok. Men det hjælper ikke noget, hvis der ikke er nogen varer at købe. Til sidst fandt vi ud af at organisere nogle amerikanske feltrationer.
– Var I helt på egen hånd?
– Ja. Udsendt af Danmark og glemt. Der var ikke nogen dansk ledelse som sådan. Det var der ikke. For vi var udsendt som enkeltmand.
I alt, mener Leif, var de cirka 25 danskere på missionen fordelt i det nordlige område.
– Og ingen overordnede?
– Ikke danskere, nej. Der var en FN-chef i Erbil, og han var vores chef, men han var totalt inkompetent. Altså, jeg tror hans fornemmeste opgave det har været at slukke lys og lukke vinduer.
Man udnævnte i FN-regi ikke folk efter evner, men efter nationalitet og religion, sådan at alle var lige. Og det var ikke godt. Det er ikke særlig godt at sætte nogen til at køre bil, som faktisk ikke har kørekort, som aldrig har kørt bil. Vi var sammen med ghanesere, nepalesere, polakker og tjekkoslovakker også, og østrigere og grækere.
– Vi fandt jo hurtigt ud af, at vi danskere, selv om vi ikke havde så høj rang, og nogen af de andre havde officerer med – vi danskere, vi er altså vant til at klare os selv, vi er vant til at tage stilling og finde løsninger.
Det blev også nødvendigt.
– Altså vi skulle selv skaffe alt. Mad, og indkvartering, det hele. Det vidste vi ikke hjemmefra. Bare sådan noget som iklædning, det skulle vi have udleveret dernede, det var sådan en uniform, som de gik med indendørs på de forskellige hovedkvarterer.
En tynd, lyseblå uniformsskjorte af kunststof. Leif har den stadig (se ovenstående foto).
Vinteren ville jo blive kold, så ved at ”klage” derhjemme, fik holdet ”organiseret” nogle af dansk politis tidligere kampuniformer, som næsten havde den rette, lyseblå FN-farve.
Klagen fik Leif og en kollega afleveret, da det lykkedes dem at komme en tur hjem på en uges leave.
– Vi kørte op til FN-afdelingen og fortalte lidt om vores forhold. Majoren i FN-afdelingen mødte os med bemærkningen: ”Nå der kommer milliardærerne fra Nord-Irak”, for hyren var god.
Nødhjælpsudstyr og medicin havde de heller ikke fået med, så det skaffede de selv.
– Vi var en flok, der var nede ved en apoteker i Frederiksværk og fik ham til at lave 24 pakker. Det finansierede vi selv. Opgaven var at køre eskorte for nødhjælpskonvojer og for alle mulige former for NGO’er. Det var også at vise ansigt i de forskellige områder, observere, fortælle, hvad sker der her.
Vognparken var med Leifs ord en ”blandet landhandel”.
– Der var helt nye Land Rover Defender og Discover, men der havde FN lavet endnu en brøler, inkompetente mennesker havde pillet termostaterne af, så de var sikre på, at motorerne ikke blev for varme – men hvad så om vinteren? Det bedste var nogle gamle amerikanske firehjulstrækkere, V8’ere, de virkede.
LÆS OGSÅ
På orlov til Basra og Mordor
Modbydelse oplevelser
– Var der grimme hændelser?
– Ja, det var der. Der var modbydelige oplevelser, forstået på den måde, at både kurderne og irakerne var sindssygt hårde ved hinanden. Og som danskere, der var vi ikke vant til, at menneskeliv betyder så lidt.
– Så jeg har set folk blive skudt eller kørt ihjel.
– Og I kunne ikke gribe ind?
– Nej, det havde vi ikke mandat til. Vi havde kun mandat til at forsvare os selv, og så dem vi havde eskorteret eller skulle beskytte. Vi havde ikke mandat til noget andet. Og det var også noget af det, som var lidt noget lort hjemmefra, for vi havde egentlig ikke noget på skrift.
– Der var ikke nogen rules of engagement og sådan noget. Der var ikke rigtig noget. Det hele bar bare så meget præg af, at Danmark har sagt ja til at sende 50 mand, men til hvad? Det vidste de ikke. Så de kunne heller ikke forberede det. Det var virkelig hovsa. Ingen forholdsordrer. Det vilde vesten.
Som eneste bevæbning fik de udleveret en irakisk 9mm pistol af mærket Tariq. Ingen ”lange våben”.
– Der var ingen skydetræning, det måtte vi selv finde ud, siger Leif.
– Men jeg er riffelmand, og for mig var pistolen bare et skræmmevåben. Ikke noget, jeg føler mig tryg ved.
Leif tog sammenlagt et år i Irak, for som han siger
– det var også spænding, at gøre en forskel og økonomi, og hvad skulle jeg hjem til? Som jeg siger, når først man har vænnet sig til at være ude, så er det skidesvært at komme hjem, det er nemmere at være ude.
– Og kammeratskab. Den skal man heller ikke glemme. Når du er sammen med alle dine kammerater, så er du noget. Og du ved, at du gør noget, du er skidegod til.
– Selvfølgelig var det farligt, og der er også nogle ting, som jeg har mén af i forskellige grader – der er nogen ting, jeg har det nemt med, men der er også andre ting, som jeg slet ikke kan have med at gøre. Sådan tror jeg, det er for rigtig mange.
– Men samlet set, og det vil jeg holde på, der er mange oplevelser, jeg gerne ville have været foruden, men samtidig har jeg aldrig nogensinde været i tvivl om, at det var det rigtige, jeg gjorde med hensyn både med Cypern og Irak og Bosnien bagefter fordi, det har også formet mig til den jeg er i dag.
– Det er meget noget lærdom, som man kan bruge positivt. Altså, jeg kan virkelig ikke bekymre mig om, at der kun er to slags rugbrød i Brugsen, for det er mad. Og det er sådan en ting, der bliver fuldstændig ligegyldig. For jeg har prøvet at sulte.
– ”Jamen, det regner, og det blæser, hvad gør vi ved det? ”Du tager tøj på, hvis du skal ud. Samtlige danskere skulle kraftedeme tvinges til at prøve at bo bare en måned langt ude fra landets grænser, hvor man har det dårligt, hvor der ikke er noget sygehus og ingen læger, hvor der er bare ingenting, og du skal klare dig selv. Så kunne det kunne være, at vi pev lidt mindre.
Næst tur: Bosnien
– UNHCR, som også stod for nødhjælp i Irak, det var nogen af dem, vi kørte eskorte for, og der lærte jeg nogen at kende, nogle danskere, som var ansat hos Dansk Flygtningehjælp. Jeg kan ikke huske, hvad de hed, for det er lang tid siden. Men de var jo spændende, og der var nogen at snakke med.
De udvekslede adresser, og efter hjemkomsten i 92 og en tur til USA blev Leif derfor kontaktet af Dansk Flygtningehjælp:
Om det var noget at komme til Bosnien og køre nødhjælp?
Det sagde han straks ja til.
– Hvorfor ikke? Jeg skulle ikke lige noget andet. Så jeg tog toget til Svendborg og hentede en lastbil hos et firma, der havde specialiseret sig i at udruste køretøjer til nødhjælp. Og så afsted.
– Så begyndte vi at køre nødhjælp i alle former ud fra et lager i Metkovic ud i det meste af Bosnien. Efterhånden fik vi bedre biler og kørte længere ud.
– Men vi blev også beskudt, og jeg mistede også kolleger – om det var serbere eller kroater eller hvem det var, der var ikke nogen, der respekterede de hvide biler.
Leif oplevede selv beskydning flere gange og også, at hans lastbiler blev ramt.
– Jeg var soldat i hjertet stadigvæk, så det var svært for mig at være ubevæbnet. I begyndelsen kørte vi også bare i vores civile tøj, det var først senere, vi fik udleveret frag-veste og kevlarhjelme.
– Men vi var jo heller ikke lovet noget, vi var ikke blevet lovet, at det var sol og sommer – overhovedet ikke. For jeg var jo godt klar over, at det var borgerkrig. Du ved jo heller aldrig, hvor fronten er. Og det er jo det, der er forfærdeligt med borgerkrig.
– Balkan dengang, det var jordens røvhul. Det var en blanding af så meget forskelligt, både religion, stammer der havde været gale på hinanden, narkokriminalitet, almindelig berigelseskriminalitet og mafiaer. Det var ikke kun borgerkrig, det var meget anarki i mine øjne. Du vidste aldrig helt, hvem du havde med at gøre. Det gjorde man bare ikke.
– Og så var der uhyggeligt meget druk blandt dem. De drak som svin. Og en pissefuld mand er jo ikke nem at stole på. Det var da et problem.
– Vi drak også. Ikke når vi kørte – overhovedet ikke – men når vi så kom hjem på hotellet. Det er en nem måde at slappe af på. men det var mest øl, og det var ikke vildt, for vi vidste, vi skulle køre dagen efter.
Blandt Leifs kolleger var der flere, som mistede livet. En lastbil blev ramt af en morter, en chauffør blev skudt i krydsild, og en omkom i en lastbil, der væltede.
Men Bosnien gav også gode minder:
– Vi havde været Sarajevo, vi har fået røvtur og været under beskydning, vi skulle skynde os, vi har kørt hårdt og vi har kørt langt. Og så holder vi pause ved en sø, jeg kan ikke huske, hvad den hedder, men ude i søen, der ligger der et stort kloster, og søen er totalt spejlblank. Solen er ved at stå op, så holder vi pause, og en har fundet Ravels ”Bolero”, som han sætter på radioen, og så ser vi solen stå op, mens vi hører Ravel. Det var vildt…
– Vejene var jo ikke altid farbare, og så kørte vi på dozede spor oppe i bjergene, og en anden gang var der nogen, der var væltet med en lastbil, så vi stoppede og hjalp med at få deres sække over på vores læs. Vores konvoj hed DK1, så mens vi slæbte sække, kunne jeg ikke lade være med at stille mig op og råbe ”DK1 is here! Danish Dynamite.” Altså, vi var ovenpå, cowboys – glade amatører, og vi vidste aldrig, hvordan det ville gå fem minutter senere.
Det svære liv hjemme
Efter Bosnien kom Leif i kontakt med en dansk vognmand, der kørte på Østeuropa, og det passede godt med Leifs erfaringer, men da han så mødte sin kone, var livet på landevejene med flere uger hjemmefra ad gangen ikke længere så passende. Så han henvendte sig til Arbejdsformidlingen og opdagede:
– At alt det jeg kunne, alt det jeg har prøvet igennem mange, mange år og det jeg kunne give til verden, det kunne jeg jo ikke bruge til en skid. Og det fik jeg at vide af arbejdsformidlingen, at der var jo ikke nogen af de kompetencer, jeg havde inden for forsvaret, eller nødhjælp, der kunne bruges i det civile liv. Så dem gad jeg sgu ikke snakke med mere. Jeg gad ikke engang sende de papirer ind. Jeg nåede aldrig at få dagpenge. Det gad jeg ikke spilde mere tid på.
Så han fandt selv job på et teglværk og blev derefter lastbilchauffør igen, denne gang hos en maskinforretning. Herfra kom han i kontakt med en stor tysk grossist i værktøjsmaskiner, og der har han nu været som farende sælger i 27 år med hele Midtjylland som distrikt.
– Jeg har selvfølgelig både opture og nedture. Jeg har det fint, fordi jeg er ”fakta mand. ”Det der er jo fakta.” Det er ikke sådan diffust med tanker om: ”hvad synes du, og hvad føler du.” Det er data, og jeg er god til at huske. Selvfølgelig er det, som jeg siger mange gange, at hvis man kunne sortere nogen ting fra, så ville det være fint. Men det kunne vi ikke. Så man må tage hele pakken, og så få det bedste ud af pakken bagefter.
– Men jeg kan så forstå nu her, efter jeg er begyndt at komme i veterankredse: Kors, hvor er der mange, der har det dårligt. Og det gør mig ondt for de mennesker.
– Fordi jeg kom på mange måder godt igennem det – jeg er godt nok blevet skilt, men min eks-kone er min bedste kammerat, og jeg har to børn, to drenge, dem sætter jeg jo utrolig højt, og de klarer sig godt, og vi har det ganske udmærket. Og jeg har et godt arbejdsliv.
Den hjælp, han måske skulle have søgt tidligere via Veterancentret eller Kammeratstøtteordningen, kom han indirekte til via sit gode job. Det var skilsmissen der udløste det. Gennem jobbet havde han en sundhedsforsikring og dermed hurtig adgang til en psykolog. Men han kan godt se i dag, at de belastende oplevelser fra Irak og Bosnien skulle være bearbejdet tidligere.
– Psykologen, det var første gang nogensinde, at jeg har prøvet det. Fordi, hvad kunne de hjælpe mig med? Men det skulle jeg have gjort for rigtig mange år siden.
Psykologen måtte på banen igen, da for stort arbejdspres nogle år senere udløste stress.
– Og der fik jeg hjælp af den samme igen, og jeg har også fået nogle gode redskaber. ”Slap nu af, træk vejret, få lukket nogle kasser.” Jeg har altid været livsglad, og det er jeg stadigvæk. Positiv.
– Jeg snakkede lige med min ekskone om det forleden. Hun kunne jo også godt mærke på mig, hvornår jeg havde det dårligt, og hun skulle lade mig være. Jeg går rigtig meget i skoven, der har jeg det fint. Og så har det været noget on-off med alkohol. Det kan hjælpe en med at falde i søvn, men man sover jo ikke godt, og det hjælper ikke dagen efter. Skilsmisse og alkohol – det har nok ramt otte ud af ti af os. Og vi er jo ikke de samme, som da vi tog ud. Men hvordan, man ville have været uden, det ved jeg heller ikke.
– I forbindelse med den udstilling oppe i Viborg (Gennem ild og vand, red), der kom jeg til at læse en bog, der er skrevet til børn om PTSD. Og det må jeg jo bare erkende – jeg har aldrig blevet undersøgt, men det behøver jeg heller ikke – for den er der. Det er helt sikkert. Der var så mange ting, der var gennemgående.
– Så det er noget af det, som jeg fremadrettet skal til at arbejde med mig selv på. Hvad gør man der?
– Fordi jeg kan på mange måder holde mig kørende ved bare at holde fuld fart på arbejde, på motorcykel, golf og sammen med kammerater. Men når så man kommer hjem om aftenen og der er helt stille, det er der, de tanker kan være lidt trælse. Og det er sådan en ting, man i hvert fald skal arbejde på selv. Og det skal jeg finde løsning på.
Tilfældigt ind i veteranarbejdet
Leifs indgang til veteranarbejdet begyndte med, at hans søn en dag for fire år siden hev ham med på en vinterbadetur i det udendørs Vestbadet i Viborg.
– Og jeg hader koldt vand.
– Men da vi gik derfra, så jeg nogle brochurer fra veteranindsatsen i Viborg Kommune, og jeg snuppede en, for jeg anede simpelthen ikke, hvad veteranindsatsen lavede. Jeg anede intet om det. Men jeg havde heller ikke selv søgt det.
Da var der gået 26 år, siden han kom hjem fra Bosnien.
– Du har ikke på noget tidspunkt været i kontakt med noget veterancenter?
– Jo, det har jeg på den måde, at Viborg Kommune inviterer os jo hver år til flagdag. Og der har jeg egentlig sagt nej til, fordi det var ikke noget, jeg havde lyst til. Og det var måske også lige så meget for at beskytte mig selv, for at ikke rippe op i nogle ting.
– Så fandt jeg jo så ud af, hvor meget Viborg Kommune gør for veteraner. Det anede jeg simpelthen ikke. Der er jo skydeklub, og vi har veterancaféen hver anden mandag. Der ses vi og snakker, og vi får et stykke mad og en sodavand og sådan noget. Hygge. Og vi skal ikke bevise noget over for hinanden. Det er ligesom på plads, alt det der. Måske deler vi også tips og tricks, og det sker måske også, at nogen skal bruge en hånd både til skulderen eller ryggen, men også måske en hånd til at flytte nogle møbler eller et eller andet. Det er noget, jeg vil gøre noget mere i. Der er nogle af de her veteraner, som også kører motorcykler. Så laver vi ture sammen.
– Det kan godt ske, at man ripper op i nogle ting, men man får også løst noget andet. Og så har jeg også fundet ud af, at jeg har det i hvert fald bedre gennemsnitligt end mange andre der. Jeg har noget at byde ind med, så der kan jeg måske bruge nogle af de ressourcer, jeg har i dag til at hjælpe nogle andre.
– Ligesom vi gjorde i Bosnien og Irak og Cypern. Det er så det, jeg egentlig vil bruge noget krudt på fremadrettet.
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
