I Armadillo var hver dag et spørgsmål om liv og død. Og her bliver troen helt central, fortæller feltpræsten John, der selv var med til at sende to kister hjem.
Tekst af Axel Boisen
”Første gang jeg så dig, lignede du en gammel spasserpræst,” sagde en af soldaterne til John. Det var i slutningen af udsendelsen til Afghanistan, hvor ingen deling i Armadillo kørte på patrulje, før de havde fået Johns velsignelse. ”Man kan ikke undgå at blive troende af at være udsendt,” fortæller John. ”Og hvis du kigger på soldaterne, så var de jo næsten alle sammen tatoveret med kors et sted på kroppen.”
En feltpræst skal afholde gudstjenester, men præsten har også en vigtig opgave i at gå rundt og tale med soldaterne og fornemme stemningen i lejren. At være et menneske udenfor systemet de unge kan snakke med.
Johns tid i Armadillo var en af de mest voldelige med daglige kampe og flere danske tab. Og her oplevede John, hvordan hans eget menneskesyn skred. Han siger: ”En tidlig morgen efter vi havde mistet endnu en kammerat, stod jeg og kiggede ud over landskabet. Jeg ser en afghaner komme gående. Og det første, der slår mig, er hævn. Og jeg bliver opmærksom på min egen menneskelighed, og at jeg ikke må give køb på den. Og jeg fortæller soldaterne, at de ikke bare skal skyde for at skyde, men besvare det onde med det onde.”
Hver dag i et år udgiver Udsendt Af Danmark en ny fortælling fortalt af de udsendte selv. Hør dem fortælle deres egen historie om det at være sendt ud til verdens brændpunkter. Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept