Tekst af Axel Boisen

Identiteten ligger i uniformen

”Jeg har altid gerne ville gøre en indsats. Jeg har aldrig sagt nej, sådan er jeg opdraget,” fortæller Michael, der har været udsendt fem gange til Kabul, Kandahar og Helmand. Forsvaret er i 30 år hans andet hjem, og livet i uniform bliver hele Michaels identitet. Sammenholdet og den måde de er sammen på, betyder meget for Michael. Faktisk så meget, at han begynder at lyve overfor familien. ”Ja, jeg stak min kone en lille hvid løgn. Det var mig selv, der havde meldt mig,” erkender Michael, der bare skulle til Kabul og gøre arbejdet færdigt.

Michael er umiddelbart en fuldstændig frisk person i dag, men får på et tidspunkt konstateret PTSD. Han klager over, at han har svært ved at huske og koncentrere sig. ”Jeg troede, at jeg var ved at blive dement,” siger Michael, der i dag har lært at forebygge de værste symptomer. Sammen med sin trofaste kone og forstående børn arbejder han sig ud af krisen, og får til sidst lov til at beholde et deltidsjob på kasernen. Her kan han passe sig selv og kender et utal af kollegerne. Familien er dog det vigtigste i Michaels liv i dag, som ikke længere flygter ud på mission. ”Det er ikke noget jeg er stolt af. Jeg prøver at betale tilbage.”