Tekst af Axel Boisen

”Folk er forandrede, når man kommer hjem igen,” fortæller Thomas fra Beredskabsstyrelsen. Han har været udsendt til både krig og til katastrofer og husker særligt den gang i nytåret 2003, hvor et jordskælv 2. juledag dræbte mere end 25.000 mennesker i byen Bam. Han ringer hjem for at ønske godt nytår og hører, at det er for dårligt vejr til at skyde med raketter. Selv bruger han aftenen på at grave en familie frem, der har være begravet i næsten en uge. I den sammenhæng kan vores dagligdagsproblemer være få og små og meget svære at tage alvorligt. ”Der er et kinesisk ordsprog, der siger, at en mand ikke krydser den samme bro to gange. Så oplevelserne sætter sig i sindet og ens måde at opfatte verden på. Men det er jo mig, der skal tage mig sammen – for det er mig, der har ændret mig,” erkender Thomas.

Arbejdet i Beredskabsstyrelsen er til hverdag træning af arbejdsgange, så man altid er klar til at rykke ud med få timers varsel. Det er frivilligt, og på den måde kan det sammenlignes med andet foreningsarbejde. Mange af Thomas’ venner spørger, hvorfor han ikke bare går til håndbold eller noget andet normalt. Han mener selv, at han spiller kamp, når han arbejder ved musikfestivallen Copenhell, Folkemødet på Bornholm eller Roskilde Dyrskue. Der er dog intet, der måler sig med udsendelserne til udlandet, der startede helt tilbage i 1993 i Eksjugoslavien, og har bragt ham til blandt andet Kabul i Afghanistan, Basra i Irak og til Sumatra efter tsunamien.

”Vi lander med fragtfly 36 timer efter tsunamien. Det grønne paradis er blevet til et helvede. Børn ligger i body bags. Alt er smadret, og vi graver mudder ud af stueetagen og førstesal på det lokale hospital. Der er ingen ansatte til stede. Som vi graver os frem, viser det sig, at kun 25 af de 300 ansatte var i live.”

Beredskabet er de første, der ankommer til katastrofer. De skal sørge for at minimere skaderne og eftervirkningerne af eksempelvis en oversvømmelse, hvor epidemier, vandmangel og manglende førstehjælp kan gøre katastrofen mange gange større. Men trods de meget voldsomme oplevelser, så kommer man hjem som et større menneske, mener Thomas. ”Min arbejdsgiver siger også, at jeg ikke kan hidse mig op over, om kaffen er Gevalia eller BKI.”