Tekst af Axel Boisen

”Vi beskyttede ikke landet. Vi beskyttede de danske soldater,” siger Nicolai, der var i Irak med flyveåbnet. ”Jeg kan med ro i sjælen sige, at jeg ikke lavede andet end det.”

Nicolai bliver udsendt til Irak, som en del af flyvevåbnets indsats. Han skal blandt andet beskytte de danske kolonner, når de er på patrulje. ”Det gør man rent teknisk ved at afskrække. For eksempel ved at flyve over en kolonne med biler og kampvogne med vores helikoptere. Vi var meget professionelle og især briterne var glade for os.”

Nicolai er meget passioneret omkring det at være dansker. Han siger selv, at han er ekstrem glad for Danmark. Derfor er det helt naturligt at stille op for politikerne og deres valg af udsendelser af danske soldater. ”Vi var værktøjer for politikerne nede i Irak. Vi var deres forlængede arm, når politikerne spillede med musklerne.”

Ørken, ørken, ørken
Som soldat er det meste af tiden ventetid. Og Nicolai kommer til at savne helt almindelige ting som at lave sin egen mad, vaske sit eget tøj og gå en tur i byen. Og naturen spiller også ind. ”Det var jo ikke andet end ørken, ørken, ørken dernede. Jeg skrev hjem, og bad dem om at sende billeder af en skov,” griner Nicolai.

Nicolai er stolt af at have været soldat. Han har aldrig sluppet fornemmelse af at være i uniform, og han er glad for de kompetencer, han har fået i Forsvaret. Hans venner siger altid, ”Nå, nu kommer krigeren”. Selv siger han, at han elsker at komme ting i kasser – at have struktur. ”Ja, jeg har måske lidt OCD.” OCD er en lidelse, der blandt andet kommer til udtryk ved, at alting altid skal ligge i perfekt orden. ”Jeg er et kasse-mennesker og var meget glad for strukturen i Forsvaret. Der er nogle overordnede rammer og et hierarki, som tiltalte mig rigtigt meget.” Det har været et afsavn at skulle forlade det, og som Nicolai konstaterer: ”Jeg kommer aldrig til at slippe det helt.”