Tekst af Axel Boisen

”Jeg kunne ikke holde ud at se de billeder på tv, så om mandagen sagde jeg op, så jeg kunne komme afsted,” fortæller Maybritt om julen 2004, hvor tsunamien smadrede Sri Lanka.

Maybritt er logistiker og har stor erfaring fra andre udsendelser til blandt andet Albanien og Kosovo, så både FN, Dansk Flygtningehjælp og Beredskabsstyrelsen ringede til hende, da det gik op for alle, at verdenssamfundet måtte hjælpe til. ”Jeg kan lide at hjælpe, og jeg kan ikke lide, at folk har det dårligt,” forklarer Maybritt. ”Og heldigvis forstod min arbejdsplads det godt. Faktisk fik jeg jobbet igen, da jeg kom hjem syv måneder senere.”

Arbejdet på Sri Lanka bestod blandt andet i at komme ud med mad og byggematerialer til folk, der havde mistet alt. Øen var et af de hårdest ramte steder, og blandt andet var en kirke næsten helt forsvundet. Tilbage stod en halv mur. Alligevel kom en mand der hver dag for at bede – og mindes. ”Han var fisker og havde mistet alt. Kone, børn, båd. Så er vores egne problemer få og små.”

For dansk
Maybritt har set mere nød, død og ødelæggelse end de fleste. Når hun vender hjem fra et katastrofeområde og genoplever Danmark, så kommer det altid som en overraskelse for hende, hvor meget vi danskere brokker os. ”Enten regner det for meget, eller også regner det for lidt. Og toget kører hele fem minutter for sent! Det kan man godt grine lidt af. Men hjemme igen vender man sig jo stille og roligt til, at tingene fungerer. Og så brokker man sig også over småting. Ligesom alle andre. Og så er det, at jeg siger til mig selv, at jeg skal ud. Så er jeg blevet for dansk,” griner Maybritt.

I dag er Maybritt blevet mor og har derfor ringet rundt til organisationerne og sagt, at hun ikke vil rejse mere. Hun har hørt for mange kolleger ude på missionerne, der sad og fortalte om, at de ikke kendte deres børn godt nok og var for meget væk hjemmefra. Den fejl vil hun ikke begå. ”Da jeg var tre måneder henne, ringede jeg rundt til alle mine kontakter og bad dem tage mig af listen. Det var hårdt, men jeg er stadig stolt af det, jeg har gjort.”