Tekst af Axel Boisen

”Det er superegoistisk, men hvis jeg ikke ved, hvem jeg er som fører, så ved jeg ikke, om jeg kan stå distancen,” fortæller Lene, der har været udsendt til Irak og Afghanistan.

Første gang er hun delingsfører og næstkommanderende. Her bliver udsendelsen til Irak i 2007 det endelige bevis på, at hendes uddannelse har virket.

”Forsvaret er trygge rammer, og det bliver din identitet. Derfor er det naturligt at ville ud, og det valg skal du selvfølgelig tale med din familie om. De vil jo bare have dig tilbage som den samme, der tog afsted.”

På den anden udsendelse er Lene blevet udnævnt til kompagnichef for ca. 100 soldater og har dermed det formelle ansvar for en masse mennesker.

”Det er toppen af det, jeg har oplevet, men det er også en tung byrde. Da vi tog afsked med de pårørende, var det mig, der skulle se forældrene i øjnene og sige til dem, at jeg nok skulle få alle med hjem,” erindrer Lene.

Humanistisk opgave

I Afghanistan i 2011 er det de danske soldaters opgave sammen med de andre NATO-styrker både at opbygge landet og at tage kampene med den religiøse gruppe Taleban, der stadig er en magtfaktor i landet. Der har været krig i mere eller mindre hele det 20. århundrede – Taleban er kommet til i 80’erne, som en oprørsgruppe skabt, da Sovjetunionen fordriver en del af befolkningen.

Landet er splittet i mange religiøse og historisk betingede oprørsgrupper og Talebans styre i 90’erne har indført strenge love, hvor kvinderne blandt andet skal være tildækkede, ikke må gå i skole og kun bevæge sig udenfor i følgeskab med et mandligt familiemedlem. Mændene må ikke trimme deres skæg, og religiøse minoriteter skal bære synlige tegn.

Efter 11. september 2001 afsættes Taleban af den amerikansk-britiske koalition, som i NATO-regi prøver at skabe fred og indføre demokrati. Der bliver afholdt valg, men det vindende parti bliver anklaget for fusk og senere korruption. Og det hele foregår i et ørkenlignende landskab i 50 graders varme i verdens fattigste land.

Med andre ord er landet kaotisk og langt fra en dansk virkelighed med demokratiske valg og den længst siddende regent-familie i verdens ældste kongedømme.

”Jeg er ikke her for at slå ihjel, men for at komme med noget genopbygning. Men det er jo ikke Danmark – vi skal jo ikke komme og indføre kommunegrænser. Det er ikke der, de er. Vi skal finde ud af, hvad der giver mening for dem. Og de gider jo heller ikke være et tilflugtssted for terrorister,” slutter Lene, der har nydt at arbejde sammen med og få en relation til de afghanske styrker. Lenes gruppe er således den sidste kampgruppe med eget operationsområde i Helmand.