Tekst af Axel Boisen

”De første to etager i hospitalet er fyldt op med mudder fra byen. Og de graver både mudder, patienter og læger ud,” fortæller Thomas, som bliver udsendt af Beredskabsstyrelsen til byen Banda Aceh på Sumatra i 2004.

Her rammer tsunamien hårdest og jævner en hel by med jorden. Det er meningen, at der skal etableres et hospital i et allerede eksisterende hospital lidt oppe af en bakke, men alt er ødelagt. ”Vi vil meget gerne bruge de lokalansatte læger og sygeplejersker. Først og fremmest kan de sproget, og for det andet ved de, hvad der skal gøres. Men vi ved faktisk ikke, hvor mange af dem, der stadig er i live. Det viser sig, at ud af de her 300 ansatte får de fundet 25 i live.”

Af de 260.000 indbyggere dør de 160.000 af dem. Thomas er både far og leder af en skovbørnehave og har i Danmark en helt anden og mere rolig hverdag. ”Som far skal man være lidt professionel, for der ligger børn, som det malaysiske militær er ved at lægge i bodybags og køre væk fra stedet. Der er rigtig mange døde oppe i Banda Aceh by.”

Det fælles tredje
På trods af de voldsomme oplevelser, som Thomas og hans kolleger i Beredskabsstyrelsen er udsat for, så vil han ikke undvære sine onsdage i Hedehusene. ”Det, vi får igen, er anerkendelse. Det er det fælles tredje. Og så får vi jo et ekstremt fællesskab. Vi får nogle kammerater. Nogle gange om onsdagen, så kører jeg ned til vores enhedsaften uden egentlig at vide, hvad det faglige indhold er. Jeg skal bare ned og være sammen med dem her. Det er mit fodboldhold. Og kammeratskabet bliver kun stærkere, jo flere opgaver, man løser sammen,” slutter Thomas.