Tekst af Ann-Christina Salquist

I 1995 er Søren udsendt til UNPROFOR i Kroatien , hvor soldaterne ofte befinder sig i nogle yderst udfordrende og på godt jysk “trælse” situationer,  hvor de ikke kan gøre andet end at se på og rapportere tilbage i baglandet.

”Det var et frygteligt syn at se børn og gamle mennesker,” fortæller Søren om at blive klemt finde mellem kroatiske soldater og flygtende serbere.

Men mandatet, som soldaterne skulle operere under, var besluttet af det internationale samfund, her FN. De var en fredsbevarende FN-styrke og måtte ikke gribe ind, selvom de ofte stod klemt inde mellem kroatiske soldater og flygtende serbere. 

Og kort tid efter de kom hjem, skulle Danmark spille fodboldkamp mod Kroatien. Og det var svært at forstå for en soldat, der lige havde stået og set på de grusomheder, som kroatere kunne gøre ved serberne. Så et er politik – og noget andet er fodbold. 

“Det var jo svært at forstå for sådan en soldat som mig,” fortæller Søren, der i 1995 er udsendt med UNPROFOR, som kaptajn til Eksjugoslavien. Her oplever han, hvordan de tre hovedgrupper; de katolske kroatere, de ortodokse serbere og muslimerne fører krig mod hinanden på grund af tro, landområder og gammelt had og ældgamle tvister.

Søren var udsendt til Krajina, som betyder grænseland – Og det var serbisk besat, hvis man ser det fra kroatisk side og omvendt, hvis man ser det fra serbisk side.
Og kroaterne besluttede sig for at angribe ind i området og tage det område tilbage, som de mente, var deres. Kampe og krige, som vi både kender fra historien – og desværre også ser i dag. 

Ingen af parterne havde noget at lade hinanden høre i forhold til anvendelsen af vold og drab. Der er udrensninger, og det driver de lokale på vild flugt. Og midt i dette skal de danske FN-styrker prøve at dele sol og vind lige uden at gå ud over det mandat, der er givet fra FN.

FN-mandat og manglende mulighed for at gøre noget

Og FN-mandatet indskrænker brugen af de danske soldaters evne til at slå hårdt ned på grusomhederne. Det pågældende mandat, som soldaterne opererede under i 1995, gav kun ret til at bruge magt, når de blev angrebet.

”Der var en masse serbiske civile, som flygtede fra området,” beretter Søren om danskernes placering som buffer mellem de stridende parter. ”De passerede igennem vores område, efterhånden, som kroaterne rykkede frem. Jeg havde soldater siddende i vores hovedvagt og det var jo et frygteligt syn at se børn og gamle mennesker og alt muligt andet, der gik forbi hovedvagten.”

Søren sætter soldaterne til at tælle, hvor mange der passerer, for at få soldaterne til at fokusere på situationen og ikke den enkeltes skæbne.

Soldaten og storpolitik

I dag ved vi, at en del af de psykiske skader, som en række danske Balkan-veteraner i dag lider af, er opstået op baggrund af den magtesløshed, de følte, da de stod som soldater, der kun passivt kunne iagttage grusomhederne i bl.a. Krajina. En skade, som i løbet af de kommende år, er bedre kendt som “moral injury”. 

Søren er fortsat ansat i Forsvaret og arbejder som major i den Kongelige Livgarde.  På trods af den store civile berøringsflade, kan han stadig have det svært ved at få det militære og civile til at give logisk mening – især når han tænker tilbage på landskampen mellem Danmark og Kroatien i 1997, som var et led i kvalifikationen til VM i Frankrig i 1998.

”Det var svært for mig at forstå, at ingen i Danmark overhovedet havde taget notits af det, for det havde man ikke. Så vi spillede den fodboldkamp og Kroatien blev kort tid efter optaget i EU. Det var mærkeligt for en soldat som mig. Der kan man vel sige, at der ramte virkeligheden og det politiske niveau hinanden,” slutter Søren. 

Danmark spiller i øvrigt en af historiens bedste kampe og vinder 3-1, blandt andet fordi Laudrup-brødrene endelig får spillet til at fungere. Så lidt retfærdighed var der da til…