Tekst Af Axel Boisen

”I de tre et halvt år hjalp vi over 80.000 mennesker i forbindelse med operationer af enhver art,” fortæller Johnny, der er ansvarlig for det mobile hospital i Bosnien fra 1993-1996. ”Det gav mig en enorm livskraft at hjælpe andre mennesker til at se, at der var nogen, der interesserede sig for dem, og ville hjælpe dem.”

Johnny bliver udsendt på vegne af EF, som EU hed før, for at hjælpe lokalbefolkningen i Bosnien. De er kommet i klemme mellem serbiske, kroatiske og muslimske militser, der bekriger hinanden på kryds og tværs.

”I alle krigens år var det jo en kæmpe menneskelig udfordring at få det til at fungere i krigens helvede. Du havde serberne med deres måde at tænke på, du havde muslimerne, så havde du kroaterne, som var meget fikseret omkring hele den katolske kultur,” beskriver Johnny, der særligt husker en gruppe som en ubehagelig oplevelse. ”Serberne følte sig som et herrefolk, og du kom til at tænke tilbage på et andet herrefolk i 2. verdenskrig.”

Udtrækshospital og barfodslæger
Johnny sidder i dag i bestyrelsen for Folk & Sikkerhed og har hele sit liv været tilknyttet Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Han er koordinerende chef for et mobilhospital, verden aldrig har set magen til.

”Det var en opstilling af noget helt exceptionelt, et ekspanderbart mobilhospital, som aldrig var set før. Du kan sidestille det med traumeafdelingen på Rigshospitalet, med alt moderne udstyr af enhver art.” Hospitalet består af en 40-fods container, der trækkes ud, så den bliver tre gange så stor, og her kunne de serbiske læger operere under forhold, der var langt bedre, end det de selv havde.

”I Bosnien-Hercegovina var der et regionshospital med centrum i Banja Luka. Ledelsesstrukturer, hygiejne og alt muligt, var på et lavt niveau. Der var egentlig ikke noget eksisterende,” erindrer Johnny.

Sammen med stabslægen Finn, der har opfundet hospitalets konstruktion, står Johnny for den daglige drift og skal sørge for at dele sol og vind lige. ”Vi sagde: ”I kan ikke operere på vores hospital, hvis ikke det er gratis.” Hvad der skete af ting og sager, når Finn og jeg ikke var der, det kan man skrive historier om,” fortæller Johnny og hentyder til, at der var en udbredt forskelsbehandling hos de serbiske læger.

I det hele taget var der store områder af Eksjugoslavien, hvor befolkningen ikke har adgang til lægehjælp. Her opfinder Johnny og Finn endnu en gang noget nyt. ”I hele landet, var der jo et kæmpe behov. Der fik vi udviklet noget, vi kaldte barfodslæger og barfodsygeplejersker. Det handlede om, at folk fik en cykel og en rygsæk, og så kunne de cykle ud til patienterne. Jeg kom ud og så, hvordan en familie, som ikke havde råd til lægehjælp, nu fik hjælp af de sygeplejersker, som vi fik uddannet,” slutter Johnny begejstret.