Tekst af Axel Boisen

”Jeg har altid været splittet mellem to kulturer,” fortæller Adnan, der er født Bosnien, hvor familien flygter til Danmark på grund af de etniske udrensninger, hvor Adnan og hans familie er i farezonen. Kun på grund af gode venners hjælp undslipper de og kommer til Danmark.

Et ophold, der bliver noget længere end forventet. ”Vi var her jo ikke frivilligt, hvis man kan sige det. Det var meningen, at vi kun skulle være et halvt år i Danmark, men krigen trak jo mere og mere ud, og situationen blev mere og mere håbløs dernede,” forklarer Adnan. Som Adnan vokser op, er det svært for ham at føle sig helt som dansker, han føler sig halvt som flygtningen fra Balkan og halvt som den trygge, privilegerede dansker. Han gør, hvad han kan – uden helt at blive accepteret.

”Vi besluttede os for at blive en del af samfundet ved at lære sproget og ved at tage et arbejde. Men mit navn, Adnan, er arabisk. Jeg er udlænding, og det vil jeg jo altid være.”

Udsendt hjemsendt
Adnan søger ind i Forsvaret for ellers er man ikke en rigtig mand, mener han. Da muligheden kommer, for at han kan blive udsendt, er han ikke i tvivl. Det er dog værre med forældrene, der jo har prøvet at have krigen helt tæt på.

Jeg er glad for, at jeg tog afsted. En ting er, at jeg gerne ville være soldat. En anden ting er, at det var en måde at betale tilbage til Danmark,” siger Adnan, der stadig kan blive overrasket over, hvor heldig man er som dansker. ”Vi skal bidrage med det, vi nu kan. Jeg vil ikke glemme, hvor jeg kommer fra. Jeg vil ikke glemme mine rødder. Danmark er et trygt land, rigtig trygt land. Der er meget, meget værre steder at være end i Danmark,” slutter Adnan.