Tekst af Ann-Christina Salquist

Hans-Henrik har oplevet en del på sine mange udsendelser med Forsvaret. Anden fortælling fra Hans-Henrik tager os med tilbage til dengang, hvor han var udsendt til Kroatien på hold 1 og hold 2 tilbage i begyndelsen af 90´erne, hvor det gik hedt for sig mellem bosniske serbere, kroatere og muslimer.

Konflikten på Balkan var som en hvepserede, og den etniske summen i Bosnien umuliggjorde imidlertid den vision om en selvstændig stat, som serbere og kroatere havde, medmindre man iværksatte store forflytninger eller fordrivelser af de andre etniske grupper. I de områder, hvor serberne udgjorde majoriteten, boede der også bosniske muslimer og kroatere – og omvendt. Etniske udrensninger – gennem bl.a. tvangsfordrivelser og drab – blev derfor (desværre) en del af krigsførelsen og krigens egentlige formål.

Og konsekvenserne heraf er en af de ting, som Hans-Henrik tænker tilbage på. For når der havde været etniske udrensninger på den bosniske side, førte floden ligene forbi det område, hvor den danske styrke opererede. ”Der var ikke mange kilometer til den bosniske side. Så der kom altid lig, når de havde lavet etniske udrensninger”, fortæller Hans-Henrik.

Motivationen for at tage af sted blev allerede klar for ham, da det i 1991-1992 blev tydeligt for det internationale samfund, at det, der skete på Balkan, var alvor.”Jeg bliver simpelthen nødt til at bidrage med et eller andet, og så meldte jeg mig til at tage med til Kroatien på Hold 1”.

Som en del af hold 1 og 2 i Kroatien var det en fager ny verden. De danske soldater var nogle af de allerførste, der landede dernede med blå baret og en opgave med at observere på, hvad der skete – de opererede under et FN-mandat i et land, hvor der var en voldsom konflikt mellem parterne.”Serberne og kroaterne var begyndt at komme rigtig op og slås. Jeg blev gruppefører for en forbindeplads” – og sammen med sine sygepassere blev Hans-Henrik sendt ud til en lejr for at håndtere de mange flygtninge fra Bosnien i 1992. Flygtningene var stuvet sammen på en sportsplads, som pludselig kom under angreb. ”Vi skulle have alle flygtninge i privatbiler, busser og alt muligt som FN hurtigt kunne få fat i. Efter situationen med de mange flygtninge, begyndte de etniske udrensninger.

Oplev hele Hans-Henriks fortælling i ”Lig i floden”.

Hans-Henriks børn ved, at far hjælper andre, om det er den årlige sommerlejr som frivillig eller som udsendt sygeplejer. ”Far gør noget for andre mennesker, det ved de. Og det har jo nok kendetegnet mit liv, at jeg skal hjælpe andre.”

De mange udsendelser – otte i alt – har betydet noget for familien og for Hans-Henriks psyke. ”Jeg havde ikke troet, at jeg skulle tæskes ned af PTSD. En del oplevelser havde jeg ikke fortalt min kone om. Men nu er vi rykket tættere sammen i bussen og har lært hinanden at kende på en ny måde.”

(SE HANS-HENRIKS TIDLIGERE FILM)