Tekst af Axel Boisen

“I må ikke løbe alene uden en mand. Der er risiko for voldtægt,” får Sara at vide af en officer, da hun på mission i Irak, Hold 8, er ude og træne med en kvindelig kollega i lejren. Det er første gang, at Sara direkte oplever, at der er forskel på hendes mandlige kolleger og hende selv. Hun skal ikke alene passe på sine fjender, men skal også på den voldtægtstrussel, der ifølge officeren er i lejren. ”Vi får det at vide ret tidligt på missionen og det er afgørende for, hvordan man agerer. Det sætter en frygt i en og en følelse af, at jeg skal være på vagt. Jeg kan ikke engang slappe af inde i lejren sammen med mine allierede.”

Senere på udsendelsen har Sara til TV2 fortalt, at hun ved et tilfælde på den interne radio overhører, hvad hendes kolleger siger, de kunne tænke sig at gøre ved hende seksuelt. ”Problemet er, at man er afsted som en familie. Og når mine mandlige kolleger siger sådan noget, så er det dine brødre, der siger det,” forklarer Sara til TV2.

Kvindelige Veteraner
Sara kommer hjem til Danmark med en blandet pose af oplevelser. ”Jeg kommer hjem som 20-21-årig. Meget ung. Det har været en oplevelse på godt og ondt.

Turen har gjort mig til et større menneske. Den har gjort mig ydmyg overfor livet. Den har gjort mig enorm taknemmelig for livet,” fortæller Sara, der i dag er uddannet antropolog og til interviewet sidder i en T-shirt med logo. ”Det er Foreningen for Kvindelige Veteraners nye logo. Og den blev stiftet for et år siden. Jeg er medstifter og forkvinde for foreningen. Jeg har et behov for at mødes med andre kvindelige veteraner, som jeg kan dele nogle af de oplevelser, som jeg har svært ved at dele med mandlige veteraner,” forklarer Sara.

Oplevelserne fra udsendelsen resulterer i en PTSD-diagnose, hvor hun i et par år får ordineret både nerve- og sovemedicin. Et ophold hos Car-Mar Møller er blandt andet det, som hjælper hende igennem det værste. Efter to år kan Sara slippe nervemedicinen og den angstnedsættende medicin, men den umiddelbare tillid til og tryghed i mødet med et andet menneske er væk. ”Min selvopfattelse, min måde at agere på, min livsopfattelse. Verdensforståelse. Den måde jeg er i verden på, også når jeg møder et menneske. Jeg ved, at der gemmer sig begge sider i mennesket. Men jeg møder altid mennesket med et positivt udgangspunkt,” forklarer Sara.

På trods af diagnosen og de skelsættende oplevelser er Sara kommet styrket videre. ”Jeg har set flere nuancer af mig selv. Jeg har oplevet flere nuancer af livet. Både på godt og ondt. Det har udvidet min forståelse af livets sider, og derfor er jeg ekstremt taknemmelig for livets små gaver.”