Tekst af Axel Boisen

”Jeg fik et brev fra kommunen om, at de gerne ville invitere alle veteranerne til at komme. Men hvis man læste teksten, så stod der, at vi kunne komme og klappe ad soldaterne. Det er der ikke nogen anerkendelse i, når man ikke er soldat,” fortæller Laurits, der har været udsendt fra Beredskabsstyrelsen til blandt andet tsnuamien på Sumatra i 2004. Han fortæller videre:

”Jeg ville prøve at skrive et læserbrev på Flagdagen og fortælle, at der også er veteraner, der ikke er soldater, og håbe, at der var nogen, der læste det. Og jeg fik nogle reaktioner fra andre beredskabsveteraner, at det var de glade for.”

Beredskabsstyrelsen sender folk ud til kriser og katastrofer flere gange om året, men til forskel fra de militære indsatser, så er det ofte enkeltmandsopgaver eller mindre missioner, som man ikke hører om.

En af de første gange den danske offentlighed bliver opmærksom på de danske indsatser, er i 1993 med nødhjælpskonvojerne udsendt af EF for FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR. D. 1. juni bliver de danske lastbiler angrebet af kampvogne ved byen Maglaj og her omkommer to danske chauffører Niels Bromand og Jimmi Nyegaard. Men ellers har der været ret stille omkring indsatserne på trods af, at vi har haft folk i lande som Sierra Leone, Pakistan, Chile, Jordan og Sydsudan.

Bernadottes hvide busser
”Jeg vil gerne anerkendes for noget, man har gjort, for noget man har været en del af, som er det veteranbegrebet, handler om,” siger Laurits. Han er vokset op på Fanø og er i dag underviser i katastrofe- og risikomanagement i København.

”Hvis man virkelig skal trække historien langt tilbage, så starter redningsberedskabets internationale opgaver med at hente danske og norske Kz-lejr fanger hjem under besættelsen.

Det var med Bernadottes hvide busser. Så har der været udsendelser til Holland i 1950erne, Ungarn i 60erne, Polen i 1980erne, men det var altid en undtagelse fra reglen. Fra 1990 og fremåbnede Folketinget for, at vi kunne arbejde mere i udlandet. I dag tror jeg Beredskabsstyrelsen har nærmest folk udsendt hele tiden,” slutter Laurits.

Se Laurits anden film: Fra Fanø til Sumetra