Tekst af Axel Boisen

“Lars, der er nogle sårede oppe i hovedvagten. Løber du ikke lige med og giver en hånd?” spørger en kollega den dengang 34-årige premierløjtnant og delingsfører Lars, der i 2008 er ankommet til lejren Price i Helmandprovinsen i Afghanistan på ISAF-hold 5.

”Jo, selvfølgelig,” siger Lars og styrter sammen med sin tolk, Michael, op til køretøjsslusen. Der er fyldt med afghanske militærkøretøjer, og det viser sig at være lokale allierede, der har eskorteret en brændstofkolonne.

Brændstof er en tvingende nødvendighed på baserne, hvor lys, aircondition, varme og andet strøm bliver produceret med dieselgeneratorer. Og da en liter diesel forbrugt på baserne i gennemsnit modsvares af ca. 7 liter til at transportere den derud, så er disse afgørende transporter et yndet mål for Taleban.

Taleban rammer

”Jeg havde været i lejren i maks. 10 timer, så området var helt nyt for mig. Man laver nogle hurtige analyser i sådanne situationer. Det er mørkt, vi har ikke fået vores beskyttelsesudrustning på, fordi det er gået lidt stærkt. Taleban og andre kedelige typer kunne godt være ude i mørket og måske skyde efter os. På det tidspunkt vidste vi jo ikke, hvor kolonnen havde fået de tæsk henne,” erindrer Lars.

Mens makkeren Michael tager en snak med de lokale på pastho, går Lars op igennem kolonnen og finder den ene mere smadrede soldat efter den anden. Nogle er til at redde, mens mindst en har mistet livet. Lars vender efter fem minutter tilbage til Michael, der har fået dannet sig et overblik over, hvad der er sket.

”Jeg finder Michael, som har snakket med de der folk,” siger Lars. ”Han har stykket sig frem til, at kolonnen er blevet udsat for et baghold af Taleban. De er først kørt på en vejsidebombe, og så er de blevet udsat for ildoverfald. Maskingeværer. Raketstyr og alt muligt andet. Og så har de besvaret ilden og så har Taleban sprunget yderligere en vejsidebombe.” 

Hvis du vil høre mere om, hvordan Taleban er at være i krig med, så se for eksempel filmene ”Bomben til mig”, ”Hår på køleren”, ”Voksen og føling”, ”Døden er en erhvervsrisiko” og ”Aldrig slippe Jesper”, der handler om en dansk patrulje, der er ude for det, som den afghanske milits udsættes for.

Velkommen til Afghanistan

Det slår Lars, at der ikke er nogen, der råber eller skriger, og at ingen har deres våben på sig. Alt foregår i ro og orden. De lokale må på den måde have tiltro til, at der nu vil blive taget hånd om deres skæbne på bedst mulig måde.

Der ankommer nogle køretøjer, der fragter de sårede op til infirmeriet, hvor de gøres klar til at sendes til hospitalet. Og her arbejder Lars videre med at tilse de sårede for at få et overblik over skaderne

”Det var selvfølgelig ikke fedt, at alle de soldater og militsfolk var kommet til skade. Men det var en fed bekræftelse i, at jeg er trænet i det. Nu står jeg i det. Vi gør faktisk en ret god indsats. Vi løser det her rigtig godt,” fortæller Lars, der også står og tænker, at dette er noget af en ilddåb første dag på kontoret: “Hold da op. Velkommen til Afghanistan,” tænker han.

Senere går Lars ned i KFUMs samlingssted, Kuffen, hvor der er velkomst til de nyankomne, og han falder i snak med et par af de britiske soldater. Lars har på det tidspunkt i sin militærkarriere været udsendt tre gange før til Kroatien, Bosnien og Kosovo, så han er absolut ikke en uprøvet konstabel på førstegangsudsendelse.

”Så siger jeg: “Jeg er lige landet i dag og det her er sgu rimelig heftigt. Der var gang i den. Er det sådan her hver dag? “Nej, det er rimeligt ekstraordinært,” svarer de. Og det er jeg sådan set glad for,” erindrer Lars.
Han ringer hjem til kæresten og fortæller, at han kommet godt derned og nu skal i seng, fordi han er træt.

”Jeg tænkte ikke, at jeg skulle kaste den der episode efter hende i første opkald,” slutter Lars.