Tekst af Axel Boisen

”Jeg syntes, det kunne være fedt at komme ud i verden. På det tidspunkt var jeg stadig udødelig. Det handlede ikke om sikkerhedspolitik. Det handlede ikke om forsvarspolitik. Det handlede om et megafedt job,” siger Lotte. Hun er udsendt til Kabul i Afghanistan i 2011 og 2012 som kaptajn i den danske hær, hvor hun er leder af en NATO-indsats mod analfabetisme og for at udbrede ligeberettigelse.

Sender livstegn

Lotte betegner sig selv, som fars lille pige og forklarer, at det er vigtigt at prioritere kommunikationen med dem derhjemme. Huske at give livstegn og fortælle noget om hverdagen, fordi det kan være svært at forestille sig, hvordan der ser ud i et af verdens fattigste og farligste lande.

”Vi skrev et nyhedsbrev dernedefra til de pårørende, så dem der derhjemme bedre kunne forholde sig til, at hverdagen ikke kun var krig, død og ødelæggelse, men også er hvem der vinder i backgammon. Og at aftensmaden med kylling på femtedag er lige så kedelig som i sidste uge.  

Angreb begrænser kommunikationen

Lotte er i Afghanistan i området syd for Kabul og koalitionsstyrkerne bliver angrebet i stor stil. Og det betyder en del for mulighederne for at sende beskeder hjem. ”Når der er et angreb på koalitionens styrker, så lukker man normalt ned for al kommunikation, så man får meldt ud i den rette dosis. Hvem er kommet til skade? Hvem er berørt af det? Hvad er det for nogen enheder?” forklarer Lotte.

Kaffe i solen

Af strategiske årsager og professionalisme, skal Lotte overholde de samme regler for kommunikation som alle andre. Derfor kan hun ikke ringe hjem og give besked til sin kæreste, der også er ansat i Forsvaret og derfor øjeblikkelig ved besked om angrebene.

”Tit gjorde jeg det, at jeg sendte en SMS hjem, hvor der stod: “Kaffen er god og vi sidder i solen.” Man sidder rigtig tit i solen og drikker kaffe i Afghanistan. Den besked gik jo fint ind.” På den måde kunne Lotte få fortalt sin kæreste og sin far, at hun var ok.

Ring til far

Og hvor det hurtigt går op for kæresten, hvorfor hun sender disse almindelige sms’er i tide og utide, så fatter hendes far ingenting og kontakter kæresten for at forstå disse tilsyneladende ligegyldige beskeder.

“Det er nok, fordi Lotte forsøger at fortælle os, at der ikke er sket noget med hende, fordi der er sket noget med nogen andre,” forklarer kæresten den 80 år gamle far, der i forvejen ikke er vild med at have sin datter nede i krigshelvede.

”Og det afstedkom så en SMS fra min kæreste, hvor han skriver: “Du skal nok ringe hjem i aften. Jeg tror, du trænger meget til at tale med din far.” For det, der skulle være beroligende livstegn, endte med at være foruroligende faresignaler.