Tekst af Axel Boisen

”Han havde mistet det hele. Han sad bare der og tænkte over livet,” fortæller Maybritt. Hun er udsendt af Beredskabsstyrelsen til Sri Lanka, efter tsunamien har smadret store velfungerende kystområder. Mere end 1,5 million mennesker bliver hjemløse 2. juledag i 2004.

Østkysten af Sri Lanka er et af de hårdeste ramte steder, hvor flodbølgen har fjernet et turistparadis med fiskerlejer, hindutempler, katolske kirker, små restauranter og hoteller på stranden. Maybritt tager ud for at se på kysten med sin chauffør for at forstå, hvad der er sket.

”På et tidspunkt kom jeg ud til østkysten ved Trincomalee og Batticaloa, og de områder var rigtig hårdt ramt. En by var fuldstændig slettet. Man kunne se hovedgaden var tilbage, alt andet var væk. Og så stod der halvanden mur af en kirke tilbage. Inde i kirken sad der en mand. Min chauffør fortæller, at hver morgen satte manden sig ved kirken og kiggede ud over vandet og mindedes sin familie. For han havde mistet alt. Han havde mistet kone. Han havde mistet to børn, og han havde mistet sin båd”, fortæller Maybritt.

Det er frivilligt, om man vil tage af sted som dansker på den slags udsendelser. For Maybritt er der dog ingen tvivl, og hun ender med at sige op på sit arbejde i Danmark for at kunne komme afsted. Et arbejde hun dog senere får igen.

Hvis du vil se andre film om Beredskabsstyrelsens arbejde, så se for eksempel filmene ”Bodybags i paradis”, ”Ebola-osteklokken” eller fra ”Fanø til Sumatra”. De fortæller alle om udsendelsens fællesskab, og at man får mere med sig hjem, end man giver.

”Vi er med til at gøre en forskel, for jeg kan ikke give manden hans familie eller noget som helst tilbage. Men vi kan være med til, stille og roligt, at bygge op igen. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det var en stor oplevelse at tale med sådan en mand,” siger Maybritt. Hun forklarer, at han trængte til nogen, der kunne høre på ham og være vidne til hans skæbne.

”Han ville fortælle det til nogen, og det er utroligt rørende, når folk vil fortælle på den måde. Ikke fordi jeg skal snage i deres elendighed, men det er alligevel stort, at folk vil åbne sig og fortælle sådan nogle ting.”

Hjælp til selvhjælp

Sri Lanka er velfungerende ikke mindst på grund af turismen. Der har indtil tsunamien været et godt vejsystem, hospitaler, elektricitet, togforbindelser og andet, som vi regner for almindeligt. Alt dette er skyllet væk, men det betyder ikke, at folk er gjort hjælpeløse.

”De skulle bare have noget hjælp og nogle ressourcer. Mad og byggematerialer og så videre. Men meget af det bliver drevet af lokal arbejdskraft, fordi den internationale styrke jo ikke bare skal komme og lave det hele. De skal jo selv være en del af det. Vi skulle bare sørge for at skaffe det ind.”

Igen er det dog taknemmeligheden, der er den største gave for Maybritt. Både lokalbefolkningens og hendes egen. ”Folk bliver jo utroligt taknemmelige. Og man ved simpelthen ikke, hvad man skal gøre ved sig selv. De står der og er så lykkelige for, at man kommer. Det er også en stor oplevelse, når man oplever, hvor mange mennesker, som egentlig går sammen om at hjælpe i krig og kriser.

Der kommer selvfølgelig FN og militær, men der kommer jo også alle mulige små religiøse organisationer, som af hele deres hjerte gerne vil hjælpe. Det synes jeg også, er fantastisk. At vi viser, at vi gerne vil hjælpe,” slutter Maybritt, der i dag er mor og derfor ikke længere vil sendes ud.