Tekst af Axel Boisen

”Få dage efter jeg stod uden job, ringede jeg til Forsvaret og spurgte om de kunne bruge sådan en som mig. Jeg var lidt bange for, om de ville grine. Det var trods alt et par år siden, jeg havde talt med dem,” siger Marcus. Han er i dag medlem af Folketinget, men da han ringer til Forsvaret for at få et job, har han lige mistet et andet i London.

”Jeg sad jo hos selveste Lehman Brothers, som var dem der krakkede, og dermed var startskuddet på finanskrisen. Mange tror, at de krakkede fra den ene dag til den anden, men der var sådan en ulmen i markedet inden. Jeg kan huske, at jeg havde tjekket de danske nyheder for situationen i Afghanistan, hver dag,” erindrer Marcus.

Han er uddannet premierløjtnant af reserven og bliver antaget på stedet. Og i løbet af ganske kort tid bliver han udsendt til Helmand.

Selv er Marcus vokset op på Knuthenborg på Lolland og har med Kronprins Frederiks uddannelsesfonds hjælp studeret på Harvard universitetet i USA. Marcus er i dag medlem af Folketinget og ordfører for Venstre for innovation, medier, uddannelse og forskning.

”Jeg vælger at søge det hold, der hedder CIMIC altså civilt-militært samarbejde. Så kunne jeg bruge de civile kompetencer med det militære. Og jeg vælger bevidst at søge efter en af de fremskudte patruljebaser, fordi jeg gerne vil være med der, hvor det virkelig sker”.

Den beskyttende løgn 

Som CIMIC møder du lokalbefolkningen helt tæt på. Det er på disse patruljer ude blandt de lokale compounds og landsbyer, hvor der skal etableres et tillidsforhold til bønderne i Greenzone. De skal gerne samarbejde med de vestlige styrker, selv om der ofte er kampe om dagen og der er natlige raids i jagten på Taleban. Og så snart de vestlige styrker er ude af landsbyen, risikerer de, at Taleban vender tilbage og straffer alle dem, som har samarbejdet med NATOs soldater. Så det er ikke en let opgave for Marcus og hans kolleger. Amerikanerne kalder det cutting the grass, fordi talebanerne spirer frem, så snart man vender ryggen til. Hvis du vil vide mere om patruljer, så se for eksempel filmene ”Thor og Odin i Fletten” eller ”Kvinde i kamp”.

”I begyndelsen var området forholdsvist fredelig. Vi kunne gå patrulje og tale med de lokale landsbyboer. Jeg kunne sætte projekter i gang med at lave en brønd eller en bro. Men det var som om, at det ulmede under overfladen, fordi kampene var ikke længere væk end, at vi kunne se eller høre kampene på den anden side af floden eller oppe ved Armadillo,” fortæller Marcus. Han refererer til den isolerede danske base, der fik nærmest mytologisk karakter ikke mindst på grund af filmen af samme navn. 

Marcus forstår hurtigt, at der er langt fra Lehman til Taleban. Her er det ikke et svigtende aktiemarked og fyring, man udsættes for på arbejdet, men døden.

”Vi mistede desværre allerede en af vores britiske soldater efter nogle uger. Nogle af briterne var kørt op lidt nord for Armadillo for at støtte i en operation mod Taleban. Da de kommer tilbage, mangler en af vores kollegaer, fordi han under en ildkamp er sprunget ned i en grøft, hvor der ligger en nedgravet sprængladning. Det var vores britiske MEDIC, Barry,” fortæller Marcus.

I dag kan Marcus fortælle om det helt åbent. Krigen er slut for Danmarks vedkommende og Marcus er ikke længere ansat i Forsvaret. Men da det skete, måtte han skjule dødsfaldet for sine nærmeste.

”Så ringede jeg hjem, og det var sådan helt surrealistisk at stå der og lade som om, man var i godt humør og sige til sin mor: “Jamen, alt er fint.” Fordi man ikke vil gøre dem unødvendigt kede af det eller bekymret derhjemme,” slutter Marcus.