Tekst af Axel Boisen

”Vi anede ingenting. Om noget som helst,” siger Poul. Han er netop færdiguddannet og kontakter Forsvaret i 1992, fordi han bliver desperat over at se på krigshandlingerne i Jugoslavien.

”Jeg bliver harm og tænker, at vi er nødt til at gøre noget. Kom nu, kom nu, kom nu! Vi kan jo ikke sidde og kigge på det her i TV-avisen hver aften uden at gøre noget.”

Poul har lige fået sit første job i en konsulentkarriere, der senere gør ham til en af de mest succesfulde på sit felt. Men han får lov at starte med en orlov og får arbejde i logistikstaben.

”Og vi var ikke klar. Alt var minded på et koldkrigsscenarie. At skulle sende styrker afsted, der skulle være selvhjulpne. Det var vi bare ikke klar til.”

Stress på

Krigen på Balkan udvikler sig hurtigt til at blive de værste overtrædelser af menneskerettighederne i Europa siden 2.verdenskrig. Så det haster med at få sendt styrker ned, så man kan adskille parterne. Samtidig skal man også have alt nødvendigt udstyr med hjemmefra, så Pouls opgave er central for missionens succes. Alt fra telte og toiletpapir til biler og bodybags.

”Det er uden tvivl den mest stressende periode i mit liv. Telefonerne bimlede og bamlede hele tiden. Bogstaveligt talt så talte man i to telefoner. Jeg kan huske en aften, da vi var færdige klokken ti-elleve stykker, da gik jeg helt bogstaveligt ud på parkeringspladsen og græd lige så stille. Du arbejdede bare så meget. Det var helt vildt,” fortæller Poul.

Dehumanisering

Jugoslavien har indtil året før været et velfungerende land med en stor turisme-industri. Landet har været det mest udviklede og åbne land i Øst-europa sammen med den tjekkiske del af Tjekkoslovakiet. Særligt de smukke kroatiske strande langs Adriaterhavet har tiltrukket nordeuropæere i charterturismens første årtier. Mange danskere har på det tidspunkt dejlige sommerminder fra havnebyernes promenader med hyggelige caféer, lækre isbarer og billige tøjbutikker.

Lederen og landsfaderen general Tito dør i 1980. Han var en det levende bevis på at Jugoslavien var sammensat af mange nationaliteter. Født i Kroatien, da det tilhørte Østrig-Ungarn, med en mor, der kom fra Slovenien. Bliver taget til fange af russerne under første verdenskrig og leder modstandsbevægelsen mod tyskeren under den anden. Han holder derfor gennem hele sit liv nationalismen i skak. Alle de forskellige folkeslag får små sejre.

Dog har Kroatien sat sig på hele kystlinjen og efter Titos død ulmer vreden hos serberne inde i landet. Krigen starter med, at serberne besætter et kroatisk og muslimsk område, hvor befolkningen bliver til 10000-vis af skakbrikker i et politisk spil. Og det er dette morads af gammelt had, dårlig økonomi og etniske forskelligheder, danskerne kommer ned til.

”Krigen er godt i gang. Nede i Kroatien havde serberne udrenset den kroatiske del af befolkningen, så opgaven var at gå ned og få etableret og stabiliseret en våbenhvile,” fortæller Poul.

Men det er ikke kun det danske forsvar, der har svært ved at finde ud af, hvilket ben man skal stå på. Verdenssamfundet med FN i spidsen har ingen erfaring med den afsindige, rå vold, og de danske soldater kan kun se til, at broderfolkene slagter hinanden.

”Jeg tror, at det er derfor, de tidlige udsendelser har sådan nogle store problemer, fordi du bliver mere tilskuer end deltager. Tilskuerdelen er sindssygt stressende,” slår Poul fast.

”Der var ingen respekt for menneskeliv. Den dehumanisering, der sker dernede, skal vi her i kongeriget passe enormt på, at vi aldrig, aldrig tillader at komme ind over os,” slutter Poul. 

Hvis du vil se mere om de afsindige oplevelser på Balkan, så se filmene ”You will all soon die”, ”FN strikes back” eller ”Held i blodigt uheld”.