Tekst af Randi Egeskov Bødker

I den ildsprudlende danske folkekirke skal man gå på pension, når man fylder 70 år”, siger Marianne, der refererer til sin mand Bent, der runder dét hjørne i år 2000 som sognepræst i Helsinge. Men parret føler sig ikke klar til at gå på retræte, og 14 dage forinden slår KFUM Soldatermission en stilling op, hvor de søger en soldaterhjemsleder eller et lederpar.

Efter samtaler med generalsekretær i KFUM’s Soldatermission, Per Henriksen, bliver det således Marianne og Bent, der flyver til Zagreb og derfra til Doboj og Camp Dannevirke for at være det nye lederpar. ”Forsvaret har ingen andre medarbejdere over 60 år, så vi syntes, det var spændende at ansætte en 70-årig til jobbet i Bosnien”, har Per Henriksen udtalt. 

Vil du se en fortælling fra soldaterhjem i Afghanistan, kan du se ”Kage kl. 3 og kl. 8”

Duften af nybagt brød

Camp Dannevirke huser i omegnen af 450 soldater og består af en blanding af faldefærdige bygninger og containerhuse – hvor også Marianne og Bent får en 12 m2 stålbolig. Noget af en kontrast til den præstebolig, de kom fra i Danmark. Marianne husker, at der ingen charme var over det nye lille samfund, som Camp Dannevirke jo er. Men da de ankommer – om morgenen – mødes de af duften af nybagt brød, og det mildner førstehåndindtrykket.

KFUM’s soldaterhjem skal virke som en stor dagligstue, hvor soldaterne kan få et lille pusterum og tale om, hvad som helst med hvem som helst. Eller bare sidde og læse et blad. Og det gav rigtig mange gode samtaler mellem Marianne og soldaterne. ”De var glade for, at vi var der, og opfattede os nok – især de unge af dem – som deres bedsteforældre” fortæller Marianne.

I soldaterhjemmet kom soldaterne også for at sende en mail hjem til familie og venner i Danmark. Men vi taler om den spæde start for internettet og før vi kendte til gigabytes af data. Så Marianne måtte styre med hård hånd, hvor meget mails måtte fylde, og hvor mange de kunne sende afsted med de 2 KB, de havde til rådighed – når modemmet altså virkede! For støv og strømafbrydelser var heller ikke de bedste venner med internettet.

Hvorfor gøre det?

Marianne og Bent ser soldaterhold tage hjem og nye hold komme til – og da det går op for nogle af soldaterne, spørger de til, hvorfor Marianne og Bent egentligt stiller op som soldaterhjemsledere? Som Marianne forklarer, ”at det blandt andet hang sammen med den baggrund, de har. At de gerne ville hjælpe deres medmennesker og udvise den næstekærlighed som jo er grundtanken i kristendommen.”

Det var aldrig en tanke at agere feltpræst og prædike kristendommen, der skulle være plads til alle. Marianne og Bent var medmennesker på en mission, der gerne ville tage del i fællesskabet med soldaterne.

”Vi fik rigtig mange gode samtaler med alle de mennesker”, slutter Marianne.