Tekst af Ann-Christina Salquist

Som blot 21-årig var Chris i 2009 udsendt til Helmand-provinsen i Afghanistan. Sammen med sine kammerater havde han i mere end et halvt år trænet sig op til at skulle ud og gøre en forskel. Men efter 11 dage blev det køretøj, som Chris sad i, ramt af en vejsidebombe.

Konsekvensen var, at han mistede begge ben. Drømmen om at komme ind til Politiet efter Forsvaret sluttede brat. Nu blev det en kamp om at genvinde balancen – både fysisk og mentalt.

For Chris har noget af det sværeste været at erkende, at han ikke kunne det, han kunne før. Noget så banalt som at stå op og tisse er blevet en kunst; ”Det med at stå op og tisse, det er ikke noget, man lige gør. En helt simpel ting, men det er stadig bøvlet.” Tiden har dog lært Chris en række forskellige metoder til at komme videre – både med livet og genfinde balancen, når vandet skal lades.

Og helt grundlæggende fortæller Chris; ”Jeg har ikke lyst til ikke at leve livet. Noget, du kan høre mere om, når Chris fortæller om at sætte pris på livet.

Videre efter ulykken

De sidste snart 10 år har været en udfordrende, men også fantastisk rejse. At miste begge ben i Afghanistan og være én af den gruppe af soldater, der kom hjem med fysiske skader, har givet stor medieopmærksomhed.

I dag har Chris taget en merkantil uddannelse og leder efter et godt job i branchen, gerne i butik eller webshop. Derudover er han aktiv i DIF Soldaterprojekt og andre veteranaktiviteter. ”Livet går ikke i stå og ja, der er udfordringer, men sådan er livet”, afslutter Chris.

BONUSINFO: Normalt går Chris på proteser, men da vi lavede optagelserne, var den ene protese netop knækket. Heldigvis havde Chris muligheden for at låne en kørestol, så han kunne komme rundt. Tak for det.