Tekst af Randi Egeskov Bødker

”Man vidste ikke rigtigt, om ens nummer var ude, men jeg vidste, at jeg var nødt til at være fattet. Og være den rolige overfor mine folk. For hvis jeg først begyndte at være panisk, kunne jeg være sikker på, at resten af enheden ville starte med at blive paniske”, fortæller Tom, der i 1995 er udsendt under FN-mandat som en del af den danske internationale brigade i Kroatien.

Checkpoint bliver mejet ned

Kort tid efter at Tom og hans kolleger lander i Kroatien og skal køre ind til deres lejr i ”zone of separation”, skal de igennem et serbisk checkpoint. Da to kolleger har problemer med deres UN-identifikation, bliver de holdt tilbage i checkpointet. Tom og de andre fortsætter. Da de to kolleger endelig bliver frigivet, går der kun ca. 30 minutter, så har kroaterne mejet hele checkpointet ned.

”Der er krig! Og det er svært ikke at blive pisse bange,” fortæller Tom. En anden, der også har været tæt på uroen på Balkan er Søren, som du kan møde i ”Så døden i øjnene”.

Fragment som ”souvenir”

Tom er oversergent og har en gruppe 19-årige unge mennesker under sig. Han føler, han har et ansvar for, at der ikke går panik i gruppen, når det regner ind i lejren med fragmenter og ”fejlskud”. Hjemme har Tom et fragment, som kunne have ramt ham, hvis ikke en kollega havde råbt efter ham, da han var på vej på toilettet. Netop sekunderne efter havner fragmentet der, hvor Toms hoved ville have været – stående foran kummen.

En anden gang bliver en af lejrens bunkere ramt, og panserværnsdelingen spørger over radioen, om de må skyde tilbage? For de kan med termisk sigte se hvilken enhed, der lige har skudt (varmt kanonrør og varm røg, red.). Chefen svarer tilbage, om de er sikre på, at der ikke er kroatere i nærheden? Og det kan de jo ikke se på et termisk sigte, så der kan ikke gives tilladelse til at skyde tilbage.

Krig og fred

Jugoslavien er på dette tidspunkt i krig med sig selv. Serbere, kroatere og muslimer kæmper en krig om grænseområder med hævnaktioner og senere også drab og etniske udrensninger. Den ene del af befolkningen slår simpelthen den anden del ihjel på grund af historiske og religiøse tilhørsforhold, der stammer tilbage fra 1500- og 1600-tallet.

Tom kommer ned til en fredsbevarende rolle, som rent praktisk ikke kan udfyldes, når der faktisk ikke er indgået nogen aftaler om fred mellem de stridende parter. Når udsendelsen er af fredsbevarende karakter, har de FN-udsendte ikke mandat til at skyde eller skyde igen – kun agere i selvforsvar.Og det finder Tom som soldat ekstremt forvirrende.

Netop den frustration over ikke at kunne svare igen – at føle sig som en skydeskive og magtesløst se til, har været årsag til, at en række af de udsendte til Balkan i årene efter udsendelsen har udviklet PTSD. Se og hør Preben fortælle om netop det at have PTSD i ”Familiens støtte”.

Hør Carsten fortælle om den samme frustration i ”Serberne løj, kroaterne dræbte” og H.K.H. Prins Joachim fremhæve tiden, hvor Danmark slog i bordet og fik ændret mandatet, som soldaterne opererede under.

Se også Hans-Henriks beretning fra starten af krigen i Ex-Jugoslavien.