Tekst af Ann-Christina Salquist

Chris er en del af den danske styrke, der i 2009 befinder sig i Helmand-provinsen i Afghanistan. Han er den første på Hold 8, der kommer til skade – et hold, der er hårdt ramt. Holdet mister fem soldater og får et stort antal tilskadekomne.  

Livet vender

Som blot 21-årig mister Chris begge ben – kun 11 dage inde i den mission, som han gennem mere end et halvt år havde trænet til sammen med sine kammerater fra Garderhusarregimentet. Det køretøj, som Chris sidder i, bliver ramt af en vejsidebombe.

Drømmen om at komme ind til Politiet efter Forsvaret sluttede brat. Nu blev det en kamp om at genvinde balancen – både fysisk og mentalt. For Chris har noget af det sværeste været at erkende, at han ikke kunne det, han kunne før.

Og helt grundlæggende fortæller Chris; ”Jeg har ikke lyst til ikke at leve livet.”

For Chris har det at miste begge ben ikke sat hans liv i stå. Han har valgt at fortsætte det liv, som han havde før, men også gøre de ting, som han gjorde tidligere – måske bare endnu mere fokuseret end før.

”Der er ikke rigtig nogle nye ting, som jeg beskæftiger mig med. Det hele er måske bare blevet en lille smule større,” forklarer Chris.

Videre efter ulykken

De sidste snart 10 år har været en udfordrende, men også fantastisk rejse. At miste begge ben i Afghanistan og være én af den gruppe af soldater, der kom hjem med fysiske skader, har givet stor medieopmærksomhed.

I dag har Chris taget en merkantil uddannelse. Derudover er han aktiv i DIF Soldaterprojekt og andre veteranaktiviteter. ”Livet går ikke i stå og ja, der er udfordringer, men sådan er livet”, afslutter Chris.

Noget så banalt som at stå op og tisse er blevet en kunst; ”Det med at stå op og tisse, det er ikke noget, man lige gør. En helt simpel ting, men det er stadig bøvlet” fortæller Chris i filmen´stå op og tisse´.Tiden har dog lært Chris en række forskellige metoder til at komme videre – både med livet og genfinde balancen, når vandet skal lades.

Glad for biler – og pris på livet

Personligt har Chris investeret i en Toyota Supra fra 94 med 330 HK og bruger tid på at skrue lidt på den. Benzinen i blodet fik også lov til at rulle, da han var en del af Team Wounded Racing med racerkøreren Jason Watt i spidsen.

”Det er en af de ting, som har kunne lade sig gøre, fordi man har fået noget erstatning. Det vil jeg ikke have råd til ellers,” understreger Chris.

Erstatningen giver ikke Chris benene tilbage, men han sætter pris på livet, og er taknemmelig for, at han kan tage lidt af erstatningen; ”Så livet ikke bliver for surt”.

”Nogle af pengene er blevet investeret fornuftigt. Og andre penge bliver brugt, så man husker at leve i nuet. Jeg ved ikke, om jeg lever i morgen,” fremhæver Chris og afslutter med at pege på, at han nogle gange oplever folk, der har mistet deres job og har været nødt til at få hjælp fra det offentlige, klynke over, at det kan være lidt svært.

”Men du får faktisk hjælp. Prøv at værdsætte det lidt i stedet for!” afslutter Chris.

BONUSINFO: Normalt går Chris på proteser, men da vi lavede optagelserne, var den ene protese netop knækket. Heldigvis havde Chris muligheden for at låne en kørestol, så han kunne komme rundt.