Tekst af Ann-Christina Salquist
Brian lander i Kroatien i august 1995. De skal overtage efter hold 7, der ganske kort forinden have været på tæt hold af Operation Storm, som fandt sted den 4. august 1995, hvor kroaterne angriber en række serbiske stillinger.
Hold 7 er trætte, og de er klar til at komme hjem. De har været passive iagttagere til en række grufulde hændelser, da de ikke har mandat til at svare igen. Se Bubby fortælle om massakren i ´rød alarm´.
Brian og resten af panserværnsdelingen er klar til at tage over, og de sender hold 7 hjem. Den øverste ledelse vurderer, at der ikke længere vil være nogen risiko og beder dem om at begynde at nedbryde bunkerne i lejren. Heldigvis kommer de ikke så langt.
Under de patruljer, som delingen foretager udenfor lejren, oplever de, at der er optræk til noget mere. Tiger Brigaden, som er krumtappen i kroaternes styrke på det her tidspunkt, er samlet og i gang med en briefing, da Brians hold kører forbi.
Det rapporterer de opad i systemet, men det bliver ikke taget alvorligt, og da de endnu engang rapporterer, at de ser fjendtlige styrker i fuld udrustning med sløring og det hele, kommer forklaringen, at det er en øvelse.
Ikke en øvelse
Men det er ikke en øvelse. Operation UNA er et kroatisk angreb fra Krajina henover floderne Una og Sava mod Bosnien-Herzegovina med det formål at drive flygtningene fra Krajina længere sydpå gennem Bosnien-Herzegovina.
Brian fortæller, hvordan de tidligt om morgenen den 18. september noterede sig, at de kroatiske styrker havde stillet op og gjort klar til kamp. Og om morgenen kulminerede operationen med et kroatisk angreb ved Dvor kl. 09:30, hvor kroatisk artilleri beskød serbiske stillinger og civile huse på den anden side af floden.
På et tidspunkt er danske styrker oppe på at tælle op mod 60 artilleri- og morternedslag i timen, og Brians deling har fokus på de stillinger, som sender ild ind over området. De anmoder flere gange opad til om at tage stillingerne ud. Baggrunden er, at de noterer sig, at der bliver skudt ind efter de danske styrker.
På et tidspunkt ser Brian, at der bliver skudt ind efter en dansk stilling, en bunker, og pludselig rammer nedslaget. I bunkeren sidder der soldater fra Ingeniør-regimentet, og delingsføreren anmoder hurtigt om assistance. Brian sender en pansret mandsskabsvogn (PMV) over med sanitetshjælpere ombord. De forsøger at redde, hvad reddes kan, men desværre mister danskerne to soldater den dag.
Og om aftenen, da kompagnichefen samler sine folk, er Brian så harm over det, der er sket, og kan ikke holde sin mund: “næste gang de er bare i nærheden af at skyde eller ramme os, så skyder jeg igen uanset hvad”.
Følelsen af afmagt over at stå og se sine kolleger blive ramt af granater og det etiske i at skyde eller ikke skyde, har påvirket mange Balkan veteraner.
Men for Brian var det efter den 18. september 1995 ikke længere et spørgsmål. Var der blevet skudt på dem igen, havde hans folk fået besked på at skyde.