Længe troede man ikke i Jægerkorpset på, at det blev en stor mission for deres vedkommende, men kort efter regeringsskiftet 27. november 2001 kom den vidtgående beslutning:

Jægerkorpset og Frømandskorpset skulle støtte en amerikansk mission, og det skulle gå stærkt. Et bredt folketingsflertal sagde ja 14. december. Samtidig blev to jægersoldater sendt til Khandahar Airfield i det sydlige Afghanistan for at kigge på mulighederne for en lejr.

Primo januar 2002 ankom 108 danske jægersoldater og frømænd få uger efter for at bo sammen med kolleger fra USA, Norge, Canada, New Zealand og Tyskland.

Planlægning, træning og anskaffelse af nyt udstyr som radioer og lasere til udpegning af bombemål havde inden afrejsen gjort Jægerkorpsets område på Flyvestation Aalborg til en myretue, hvor Frømandskorpset sluttede sig til for at træne med.

Beslutningsgrundlaget ændrede sig hele tiden i de få dage, der var til rådighed før afgang, husker Frank Lissner, og at det blev Khandahar lå først sent i kortene:

– Operativt var det svært at forberede os. Det startede med at vi skulle indsættes fra Uzbekistan med faldskærm eller helikopter, men da Nordalliancen vandt hurtigt frem, blev det scenarie ændret og først i midten af december blev Khandahar-optionen en meget sandsynlig mulighed – det medførte dog ikke, at vi fik en konkret opgavestilling at forberede os på. Vi vidste reelt ikke, hvad det var for en opgave, vi ville blive indsat i, da vi gik om bord på flyveren, men vi var klar til det hele.

Den hårde opgave: At ligge stille

Mens de byggede lejren op, fik soldaterne lov at opleve en af de værste discipliner, man kommer ud for i militæret: At vente.

Som Frank Lissner beskriver i indslaget ”40 minutters forberedelse” her på siden, måtte danskerne læg pres på missionsledelsen, før de endelig fik den første skarpe opgave: At indfange en højtstående talebaner. Det korte varsel var en test i sig selv. Havde de pebet, var de blevet valgt fra, og deres pres for at komme i spil ville ikke længere være effektivt.

Testen bestod de overbevisende, så var de inde i varmen.

Men den opgave, der kom til at fylde mest, var noget andet, fortæller Frank Lissner:

– Special reconnaissance, altså observation, har været en typisk jægeropgave fra starten. Vi ligger de mest ydmyge steder, patruljen samlet under en teltflade, og så ligger de og observerer og melder. Det lyder ikke spændende, men reelt er det en af de hårdeste indsættelser, de kan få. Fordi det suger kampkraft ud af den enkelte. De skal opholde sig der og forrette deres nødtørft uden at rejse sig – først om natten, når det er mørkt, kan man rejse sig og gå ud fra skjulet og lige strække benene lidt og ellers lægge sig ind under teltdugen igen.

– Det var det typiske, hvor de ligger og sender observationer og billeder derudefra.

– De bar 40-50 kilo udrustning, og ud over det skulle de have vand med, så samlet havde hver mand op til 70 kilo at slæbe på. Så det der med at gå fire kilometer i timen, det blev vendt om. De gik en kilometer på fire timer. De var ude og læsse vand af og så tilbage og bære mere vand. De skal have vand med til syv-otte dage. En patrulje, som måtte blive ude en ekstra dag, måtte anlægge drop fra medicintasken på sig selv for ikke at dehydrere.

– I tilbageholdt også mistænkte?

– Ja, et eksempel var, da vi støttede amerikanerne, som havde fået kig på en lokalitet, hvor de mente, der var talebanere – vi fik en mere ydmyg opgave, en bygning, hvor der ikke skulle være nogen. Så der gik vi ind, og der lå så 30 bevæbnede mænd. De lå og sov, blev taget på sengen med masser af våben, og dem afleverede vi til amerikanerne, som først efter et par dage fik klarlagt, at de ikke var Taleban.