Tilkaldevagt på tagterrasse

I Syrien i 1957 fandt den triste oplevelse med den dræbte soldat sted i en bagende varm sensommer. Poul Werner Vennits var udstationeret for to år sammen med sin familie. De boede i en treværelses lejlighed på taget af en 4-etagersejendom i Damaskus.

    ”Det var faktisk en hytte, der var muret op i den ene side af det flade tag, og jeg havde på den måde en smuk, flisebelagt terrasse på ikke mindre end 250 m2. Herfra havde jeg den dejligste udsigt over storbyen Damascus med dens mere end 800 minareter,” berettede han.

    ”Jeg havde været på OP (observation post) de 4 foregående dage og var på en slags tilkaldevagt (Stand By). Børnene var i skole, en helt moderne skole indrettet efter amerikansk mønster og med et fortræffeligt undervisningsprogram og gode lærerkræfter.”

Kort forinden havde kupmagere støttet af USA’s efterretningstjeneste CIA forsøgt at afsætte Syriens præsident Shukri al-Qawatli. Det blev afsløret, og Syrien udviste derefter den amerikanske ambassadør og samtlige amerikanske statsborgere. En del af lærerkræfterne af andre nationaliteter blev dog tilbage og holdt skolen kørende.

Se den personlige videoberetning fra Leif, der var udsendt med sin familie i 1967

Udrykningskørsel gennem trafikkaos

Den dag, da kaptajn Vennits blev kaldt ud, havde han ved 11-tiden siddet sammen med sin kone under markisen på tagterrassen og drukket tyrkisk kaffe.
     ”Freden blev brudt af dørklokkens kimen og hundens rasende gøen. Folk i Syrien er fortrinsvis Muhammedanere, og for en Muslim er en hund et urent dyr. Vi måtte være varsomme, hvis vi promenerede med hunden, idet der både blev sparket til den og smidt med sten,” skrev han.
     ”Det var nu en officerskammerat, der havde bud til mig (…). Jeg skulle være i uniform og påregne at være borte ca. 4 timer. (…) Da jeg kom ned på hovedkvarteret, fik jeg at vide, at jeg sammen med en belgisk officer skulle lede en ’Hand-Over’ fra Israel til Syrien.”

Den unge syriske soldat var blevet dræbt ved en træfning i Golan-højderne nogle dage forinden. P.W. Vennits fik nu udleveret en FN Station Wagon, en foreløbig tidsplan, skudsikker vest og en blå-malet stålhjelm. Hertil kom et stort FN-flag, der placeredes i en holder på vognen, inden de passerede ind i området med forreste forsvarslinjer i nærheden af demarkationslinjen.

     ”Vi kørte derefter til et lokalt militært hovedkvarter, der skulle afgive en syrisk forbindelsesofficer,” lyder beretningen videre.
     ”At kunne vente er en god militær dyd.  (…) Telefonen glødede, mærkelige nasale harkende lyde, korte, militæriske. Desværre havde jeg endnu ikke fået lært mig nok arabisk til at kunne få lidt mening ud af det. Efter ½ time svarende til 4 kopper sort, sød kaffe, i komplet uvidenhed, og derefter en indholdsløs samtale på et kvarter siger man som efter et pludseligt indskud: ’Nå, skal vi se at komme af sted’?”

Ventetiden fortsatte dog på grund af nye rapporter om skydning.
     ”Hm! Der er godt 1 times kørsel, og senest ved 18-tiden skal vi være tilbage,” tænkte danskeren.
     Endelig kunne de dog komme af sted.
     ”Det går rask nu. Jeg kører selv. Gennem en fantastisk trafik i by-området. Køretøjers udseende, indretning og udstyr for ikke at tale om køremåde er et kapitel helt for sig selv. Infernalsk larm fra signalhornene (…) – hele tiden. Ting som lygter, afviserblink, bremser og den slags bagateller findes ikke, eller hvis de gør, er de bundet fast med høstbindegarn. Næ, det eneste, man skal have opmærksomheden rettet fast imod, er chaufførens venstre arm, der hviler på dørkarmen. (…) Alle biler bærer præg af, at sammenstød nu engang ikke kan undgås.”

Efterhånden kom de ud af byen, og det varede ikke længe, før trafikken indskrænkede sig til busser samt enkelte civile og militære biler.
      ”Nogle landsbyer er gamle, livet går sin vante gang: Mænd sidder i klynger og løser verdensproblemer – eller det er måske kun de lokale. Ungerne leger deres primitive lege. Pragtfulde børn. Af en eller anden uforklarlig grund tilsyneladende lykkelige,” registrerede kaptajn Vennits.

Lejre med flygtninge uden fremtid

Den drastiske kønsadskillelse sprang også dengang den danske officer i øjnene, selv om emnet langtfra var så stort et emne i tiden som i dag.
     ”Kvinderne vender ansigtet bort – eller risikerer det ene øje, medens de med hånden fører en flig af sjalet op for ansigtet,” fortalte Poul W. Vennits.
      ”Hvis de ser, at der er andre mænd end FN-manden med, er den ikke længere. Ellers kan man godt risikere et smil, der varmer helt ind i sjælen. Men (…) bare det smil bliver opfattet af pigens mand eller hans familie, er det tilstrækkeligt til, at hun kan have forspildt en tålelig tilværelse.”

FN-folkene passerede nu et område med små knaldhytter og lasede telte, der var beboet af flygtninge fra de israelsk besatte dele af Golan-højderne.
     ”Primitive mennesker, der er opdraget i en streng, muhammedansk tro og ikke evner at forestille sig, at anderledes troende ville have sparet dem, hvis de var blevet boende,” skrev den danske militærobservatør.
     ”En del af disse fattige flygtninge, der lever en kummerlig tilværelse, er de ’palæstinensere’, hvorfra der rekrutteres mandskab til forskellige guerillaorganisationer. (…) De er vagtsomme og mistænksomme over for fremmede.”

Det hindrede ikke, at de samtidig var positivt nysgerrige over for fremmede.
    ”Det kan være, at de kun har en nødforsyning af kaffe og lidt brød og et par æg, og at de sulter til daglig. Men de tøver aldrig med at byde en gæst, og man må ikke vise ham den hån at afslå tilbuddet,” fastslog kaptajnen.
     ”Glæd ham med at rose kaffen, sig, at han må være lykkelig for, at Allah har velsignet ham med sønner, men antyd ikke, at konen er køn. Komplimenter i den retning hører kun hjemme i den vestlige verden,” fastslog kaptajnen.

De nåede ud til forreste syriske linje, hvor der var tydelige tegn på nylige kamphandlinger.
      ”Granathuller, en sønderskudt kampvogn, rester af lastvogne o.s.v. (…) Jeg prøver at kontakte Damascus pr. radio. Forbindelsen er ikke god. Så prøver jeg en station på den anden side. Det går bedre. (…)”

Observationsposten

Tilbage i Golan-højderne i 1957 skulle P.W. Vennits morgenen efter afhentningen af den døde syriske soldat på ’OP’, dvs. observationspost.
       ”Sol fra en skyfri himmel, varme fra det behagelige til det ulidelige. (…) Den ligger i flere km højde med en helt ubeskrivelig smuk udsigt til Hermon-bjerget, der ligger med evig sne på toppen,” erindrede han.
     ”Jeg har to OP-boxes, faktisk to gammeldags kurvekufferter (…). I den ene anbringes flaskehylstre af pap, og der har man så øl, sodavand, eddike, sauce, chillie-sauce, ketchup, sukker, salt, 10 krydderier, mel, pulverkaffe, the, buddingepulver, en flaske gin, vermouth, whisky eller hvad man foretrækker, og et par flasker rødvin. I den anden ligger hovedpude, sengelined kartofler, grøntsager, frugt, brød, kiks, transistorradio, bøger, skrivematerialer, toiletgrej o.s.v. o.s.v.”

Med sig til OP’en havde FN-folkene endelig en stor, velisoleret kølebox, der foruden køleelementer indeholdt kød, mælk, smør, margarine, fedt, æg, kolde øl og sodavand. Observationsposten bestod af en gammeldags 2-personers campingvogn uden hjul anbragt på ladet af en udtjent lastvogn uden motor.
     ”I den opholder vi os om natten, laver mad, læser, hviler eller spiser. I en tilsvarende vogn med glasruder mindst 180 grader rundt findes skitser, måleapparatur, kikkerter og radiosender og -modtager,” berettede kaptajn Vennits.
     ”Herfra foregår de egentlige observationer. Observationstraileren er altid anbragt således, at der virkelig er mulighed for at observere. På kort og skitser har FN afmærket en demilitariseret zone. Der findes ikke afmærkninger i terrænet!”

Parterne valgte stillinger på højder på hver sin side, og der var oftest et 1-2 kilometer bredt bælte af ret uoverskueligt terræn mellem landenes forreste forsvarslinjer. Det var netop sådanne steder, FN-observatørerne havde placeret deres poster.

     ”Hvad meldes der om? (…) Der kan være tale om skydninger med artilleri, raketter, mortérer, automatiske våben, sprængning af miner eller andet,” skrev Vennits.

     ”Militære bevægelser fra enkeltmand op til kompagni eller bataljon, og – særegent for UNTSO – paramilitære styrker eller bevæbnede civile (…). I tilslutning til en OP er der endvidere et beskyttelsesrum med selvstændigt radioanlæg, og endelig er der en mindre træhytte, hvor den lokale militære forbindelsesofficer holder til om dagen.”

Kun få dage med ‘alt roligt’

For Poul Werner Vennits var det i 1950’erne et vilkår, at et krigsudbrud med kort varsel altid var en mulighed.
     ”På 6 måneder oplevede jeg ikke at være på en OP 3½ døgn uden skyderier eller eksplosioner,” skrev han.
     ”Man vænner sig nu hurtigt til det, og det er relativt få gange, man vælger beskyttelsesrummet frem for observationstraileren, hvorfra man bedømmer skudepisoder, udarbejder rapport og sender radiomeldinger til det lokale hovedkvarter, der bearbejder alle indkomne meldinger og på grundlag heraf melder videre til UNTSO i Jerusalem.”

Forplejningen fejlede ikke noget. Der blev brugt megen tid på madlavning – tre retter til middagen, kunstfærdige desserter og ofte nybagt brød til kaffen.
     ”Inden man ser sig om, er det afløsningstid, og mindst 3 timers hovedrengøring af gasovn, køleskab, beboelsesvogn etc. for ikke at tale om det unævnelige træhus og urinalet (…) går forud for køreturen hjem og debriefing på hovedkvarteret,” erindrede Vennits.
     ”En fridag forestår, hvor man med sin familie kan foretage interessante ekskursioner til historiske seværdigheder af særklasse.”

Efter at være vendt hjem til Danmark fik P.W. Vennits i 1960 et markant indslag i karrieren, da han anførte Gardehusarregimentets hesteeskadron under det thailandske kongepars officielle besøg i København. Han forblev som linjeofficer ved regimentet, til han i 1983 nåede forsvarets pensionsalder.