fbpx

Angst, ensomhed og venskab

Louise var soldat på Hold 1 i Irak, hvor de stod med ansvaret for både at etablere en lejr, bevogte en lejr og sikre, at den daglige drift med mad, vasketøj og administrative opgaver fungerede. 

I dag lever hun med, at det psykiske og fysiske pres, der kan være i løbet af få måneders udsendelse, kan sidde i hovedet resten af livet. 

Del fortællingen med dit netværk

Tekst af Peter Skautrup – artiklen er udgivet første gang i Flagdagsmagasinet 2023

”Jeg tror, at hvis man undersøger mig, så vil der stå PTSD på attesten. Men jeg er en funktionel veteran. Jeg kan fungere,” 

Louise blev præget af angst under sit ophold i Irak.  

Og i starten følelsen af at være alene. 

Som nyuddannet konstabel lod hun sig overtale af sin kompagnichef til at tage med på Hold 1 – han skulle lede stabskompagniet, og hun skulle være ”kontorhjælper”. 

Men kompagnichefen var den eneste hun kendte, da hun ankom.  

”Så min første tid i Irak var meget ensom.  Den var meget varm, og den var meget ensom og den var meget…  … for mit vedkommende præget af angst for, hvad der kunne ske,” fortæller hun. 

Hendes afrejse med Hold 1 blev forpurret af feber, nok udløst af vaccinationen mod miltbrand, så hun ankom alene med rutefly til Kuwait en uge efter de andre – og blev holdt tilbage af politiet i lufthavnen. De kunne ikke lide at se en kvinde i ørkenuniform. 

”De holdt mig i to-tre timer. Vi havde jo ikke mobiltelefoner, men den sergent, der skulle hente mig, kunne tænke selv og fik fat i det danske konsulat, og de fik mig frigivet, men det var jo nok til, at jeg havde mest lyst til at tage det første fly hjem igen.” 

Få dage efter stod hun i den ret ufærdige Camp Eden. Det var midt i juni. 

”Da vi kom derned, var der jo ikke noget hegn om lejren: Vi havde godt nok to tårne med vagter, og der var runderingsvagt, men vi var jo fuldstændigt blottede, så det der med at ligge og sove var svært – tænk, hvis der kom nogen og slog dig ihjel? Det fyldte rigtig meget.” 

”Så jeg sov faktisk ikke særlig meget i min tid i Irak.  Og så var det jo varmt. Lige så snart vi nåede klokken halv seks om morgenen var teltet varmet så voldsomt op, så du kunne ikke holde ud at være inde i det længere.” 

Kryb og kravl generede hende knap så meget, men ”en edderkop på størrelse med en hånd var da ikke superlækker at have hængende over sengen.”  

Skorpioner og mus var der også. 

Efter en måned begyndte de første beboelses- og kontorcontainere – ”FAB’er” – at nå frem. Men før de stod klar med summende airconditioning, skulle de samles, og der skulle trækkes strøm og vand.  

Alle blev kastet ind i arbejdet med den ufærdige lejr, også Louise og hendes kvindelige kollega på kontoret. 

”Så når vi var færdige med kontortjenesten, så havde vi enten vagttjeneste, eller også skulle der bygges FAB’er.” 

”Alle gav den en skalle. Selvom vi ikke var ingeniører, kunne vi jo godt slå et bræt i eller trække en ledning. Banke pæle og sætte pigtråd op. Jeg fik øgenavnet ”Byggemand Bob”. Det handlede jo om at blive færdige, vi havde en fælles opgave i at få lejren færdig, så vi kunne være trygge. Altså, vi boede jo ude in the middle of nowhere. Hvor det var bare langt fra alting og meget blottet.” 

”Vi svedte meget, og vi drak meget.  Ja, det vi skulle jo. Jeg havde også meget næseblod, faktisk. Jeg tror ikke, jeg fik helt nok salt og sukker. Så jeg havde nogle voldsomme blodstyrtninger.  Jeg var i behandling nogle omgange nede på infirmeriet, fordi jeg havde så meget næseblod. Men det er jo en kendt problematik dernede.” 

Opgør med ensomheden

Varmen krævede, at soldaterne tog salttabletter sammen med masser af væske, og saltets opgave var at binde væsken i kroppen.  

Men Louise havde sin egen medicin, fordi: 

”… min mors veninde boede i Pakistan, og hun sagde til mig, at ”du må for guds skyld ikke begynde at tage salttabletter. Dem bliver du afhængig af.  Det, du skulle gøre i stedet for, det er at spise Piratos.” Så jeg købte sådan en hel bærepose fuld af Piratos, som jeg så tog med derned.” 

Om det var den helt rigtige kur mod dehydrering er ikke fastslået, men lakridserne åbnede en dør, som normalt er lukket for de fleste soldater i en dansk lejr. 

Militærpolitiet, MP’erne, plejer at holde sig for sig selv, men Louises lager af Piratos var populært og brød den usynlige barriere, og hun begyndte at bruge sin fritid i MP-lejren.  

”Der fandt jeg faktisk mit fællesskab.  Og begyndte at komme dernede og spille kort med dem, og hjælpe dem med dagligdags gøremål, når jeg ikke sad på kontoret. Det var faktisk noget af en befrielse at finde fællesskab der.”  

Mange på Hold 1 fik andre opgaver end ventet hjemmefra. MP’erne skulle hjælpe det irakiske politi i gang, og der var brug for flere soldater i patruljerne end planlagt, så Louise og hendes kontorfæller fik også vagttjeneste oven i, og hun kørte med på patruljer.  

”Så det var sådan lidt en sjov cocktail.  Jeg tror også, at det blev en federe udsendelse, end det havde været, hvis jeg havde været på hold 4 eller 5.  Ja, for så havde du bare siddet på kontoret. Det havde jeg. Og fået lejrkuller. Altså sidde og blive lidt tummelumsk inde i lejren.  Og trangen til at komme ud var der samtidig med frygten for, at det så ville koste mig livet. Og jeg kan jo godt se, at der ikke lå en snigskytte på hvert gadehjørne dernede, Men det var helt sikkert det, min hjerne troede.”   

”Så fik jeg lov til at køre med ud. Og det var også sundt nok.  Jeg tror, at udsendelsen blev lettere, dengang jeg accepterede, at det her ville nok koste mig livet. Det var egentlig noget, jeg lige skulle have på plads op i hovedet. Fordi så kunne jeg stoppe med at være bange.  Det var ret værdifuldt at komme til den konklusion.  Det kostede mig så ikke livet, men hvad er det ordsproget siger: Den bedste soldat er den, der har accepteret, at han er død. Det gjorde det i hvert fald lettere. Så fik jeg også overskud til at danne flere relationer.” 

Hun var 24 år, da hun tog med Hold 1 til Irak i juni 2003. 

Hun synes ikke, hun var udsat for noget farligt. Og så alligevel. Der var dengang, en kollega kastede sig over hende og trak hende i sikkerhed, fordi han havde set en rød prik fra en laser på hendes bryst. Og der var dengang, da unge irakiske mænd begyndte at kaste sten målrettet mod hende, ”fordi de ikke kunne lide at se en kvinde i uniform.” 

”Jeg har ikke selv i øjeblikket været bevidst om, at jeg var i fare. Det har først været efterfølgende.  Men derudover – jeg har ikke været i skudduel, der er ikke blevet kastet bomber. Der har ikke været angreb med de der RPG’er mod lejren. Det var først på hold 2-3 stykker, tror jeg, de begyndte at skyde med dem.  Så på den måde har jeg jo ikke været i fare.  Men følelsen af at være i fare. Jeg tror, det er jo den, der er så afgørende.” 

Rigtig mange af døgnets timer gik i den første tid med arbejde. 

”Vi arbejdede jo kraftedeme 16-18 ud af 24 timer. Vi sad på kontor.  Plus vi byggede FAB’er, plus vi havde vagttjeneste, plus vi skulle gøre rent.  Plus vi skulle lave mad til patruljer og vagter og til dem inde i CIMIC House.”  

” Det er jo både fysisk hårdt, når det er så varmt, men også mentalt hårdt, når ikke man sådan kan koble fra. Og som natten jo, der ligger man jo også med et halvt øre åbent, hvis nu der skal blive kastet bomber eller et eller andet, ikke?” 

Når det var svært at sove, sad hun hellere oppe og snakkede med en af de MP’er, der bemandede vagtcentralen. 

Det første tab

Sådan var det også natten til 16. august 2003, da overkonstabel Preben Petersen blev dræbt, som den første og eneste danske soldat på Hold 1. 

”Jeg sad nede ved MP’erne og snakkede med chefen, og så kom næstkommanderende helt hvid i hovedet og sagde, ”vi har en mand nede, en af vores egne er blevet ramt.” 

”Og der kan jeg huske den der følelse af at…fuck mand, det her er bare ikke det værd.  Det er ikke en dansk soldats liv værd, det vi har gang i her. Det var min første tanke. At det er det simpelthen ikke værd.” 

”Da jeg var værnepligtig, var der en afsluttende øvelse, hvor man var afsted tre uger, og der var en GD, der blev kørt over af en kampvogn, og der var en officer og en befalingsmand, der mistede livet.  Det der chok med… det er to mennesker, der er døde af det her…de eksisterer ikke mere. De er væk.  På grund af en skide øvelse. Hvor er det dog tragisk og… meningsløst.  Ja, fuldstændig meningsløst. Og det var også den fornemmelse, jeg sad med den morgen, da Preben blev skudt.” 

”Han havde faktisk lige været hos mig på kontoret om torsdagen.  Han havde jo tidligere i udsendelsen ytret, at han gerne ville på hold 2.  Og om torsdagen, inden han blev dræbt om lørdagen, var han nede på kontoret og sagde, at det ville han ikke alligevel.” 

Turen til Irak var mere end at skabe sikkerhed. Det var også den store eksamen.

Missionens værdi

Trods tabet, mener Louise i dag, at missionen havde værdi, at danskerne gjorde en forskel. Blandt de ting, hun fremhæver, er betydningen for den kvindelige del af befolkningen.  

At der blev skaffet elektricitet og bygget vandværker, ”så de ikke dagligt skulle gå tre timer hver vej for at hente vand”.  

At piger kom i skole. 

”Og jeg tror meget af benarbejdet blev gjort på hold 1,” siger Louise. 

Selv fortsatte hun med arbejdet, og sad som vanligt oppe det meste af natten og holdt sine samtaler med vagthavende MP. Først længe efter indså hun, at hun her havde fundet en ”sjælesørger”.  

Og at hun selv havde været sjælesørger for mange andre. 

” Jamen jeg er jo god at snakke med, og jeg synes også jeg er god til at få sat tingene i perspektiv. Og også få givet noget lys for enden af tunnelen.  Det er faktisk først efterfølgende, at jeg har opdaget, at jeg selv var sjælesørger.  Dengang hed det jo bare, at jeg var god at snakke med. Det er jo først nogle tilbagemeldinger, jeg har fået efterfølgende, at folk har fortalt mig, at de ikke havde klaret det, hvis de ikke havde haft mig at snakke med. Det havde jeg jo ikke vidst, da jeg stod i situationen.”  

Og hvad kom de med?”  

”Meget af det var den her frygt for at dø.  Altså frygten for, hvad der kan ske under sådan en udsendelse her. Og så var der selvfølgelig også nogen, der havde knas på hjemstavnen. Og det fylder jo også meget, når man er udsendt.  Det skal man ikke tage fejl af at ro på bagsmækken, det er jo en af de bedste forudsætninger for at klare sig ude.” 

Med bagagen fra Irak 2003 har Louise klaret sig. Hun var med sit eget udtryk ”en drengepige” som helt ung, og hun besluttede at bruge den tids værneret for kvinder, så hun kunne følge sin storebror ind i militæret. Efter hold 1 stod den på mere militærtjeneste herhjemme, men hun havde straks en trang til at komme afsted igen, ned til vennerne i missionen. 

”Det var lidt sjovt. Jeg savnede dem faktisk så galt, at det første, jeg gjorde, da jeg kom hjem, det var at købe en masse lakridser og sende ned til dem. De var blevet ligesom familie for mig.  Jeg tror faktisk, det er det, der sker for mange, der bliver udsendt. At man finder et sammenhold og noget genklang, som man så i den grad mangler, når man kommer hjem. Du blevet så pot og pande med det der fællesskab, at du ikke kan komme hurtigt nok derned igen. Jeg tror faktisk også, det er noget af det, der sker, når man bliver missionsbums.  Det er jo også nemt at være udsendt.  Du skal ikke forholde dig til regninger, du skal ikke til børnefødselsdag, du skal ikke ud at handle. Du skal egentlig bare være der, og så skal du passe dit arbejde. Det tror jeg, der er rigtig mange mænd, der er gode til. De gider i princippet ikke alt det andet fnidder.” 

Men hun kunne ikke komme afsted med det samme, og et forsøg på at gå via sergentskolen blev blokeret, fordi hendes tjenestested ikke ville undvære hende. 

Hun holdt nær kontakt med flere venner fra lejren, især den MP’er, der havde været hendes mest fortrolige. Et år efter hjemkomsten blev de kærester – og senere igen forældre.

Stadig soldat inderst inde

Livet var nu ikke lige så foreneligt med militæret, og Louise fik job i en stor jysk kommune. Her er hun i dag vagtchef for beredskabet, og det giver noget af det adrenalin-kick, mange savner efter deres udsendelser. 

” De vil gerne have spænding hele tiden. Det kan jeg jo se også i den branche, jeg er kommet over i nu. Det er spændende.  Der er jo ikke to dage, der er ens i beredskabet. Jo mere blå blink og udrykning, jo sjovere. Så det lugter lidt af militær på den måde. Og sammenholdet ligner det også lidt.” 

Men hun undrer sig stadig over, hvor påvirket man kan være mange år efter en udsendelse: 

”Hvor meget det er med til at forme en, og det er på godt og ondt.  Altså, jeg har det jo stadigvæk sådan, at hvis nogen kommer løbende bagved mig, så løber min krop jo ind i min hjerne. Og kommer der høje brag, så er jeg stort set nede i artilleristilling.” 

Det hjælper hende at tale med andre tidligere udsendte, for de forstår, hvorfor det kan være svært at opholde sig i en stor skare mennesker eller gå forbi en række vinduer, hvor der kan sidde nogen med ondt i sinde. 

” Det er jo det der med at være soldat inde i hjertet. Og lige gyldig, hvor du møder folk, som har været soldater, så har man det til fælles. Vi snakker samme sprog.  Men jeg tror også, det er det, der har reddet mig. Også at jeg er gift med en soldat, som har været samme sted og kender betingelserne. Ham kan jeg jo snakke med om det altid.” 

”Der foregår rigtig meget indlæring, når du skal lege soldat eller lære at gå til soldat. Men du får ikke aflæring. Så det her med, hvor meget det påvirker en, og hvor stor en del af ens identitet det er, det fylder. Jeg er jo stadigvæk soldat inderst inde.  Selvom jeg ikke har været det i 20 år. Det har overrasket mig, hvor meget af ens identitet der ligger i det. Følelsen af fare, jeg tror, den er afgørende. Altså man er klar til kampen.  Det er jeg stadigvæk til i dag.  Der er ikke nogen, der skal komme og forskrække mig bagfra uden at få en knytnæve i hovedet. Det er der flere af mine kollegaer, der har måttet sande. Fordi jeg reagerer instinktivt, og det sidder bare ude på tøjet. Jeg tror, jeg er stresset.  Det påvirker mig så også, hvis jeg er presset på arbejde.  Så er lunten ikke særlig lang. Men det er jo et vilkår, og jeg lever med det.”  

”Jeg føler mig ikke som et offer, eller at jeg synes, det er svært at leve.  Sådan har jeg det bestemt ikke. Jeg er glad for min udsendelse, og jeg er glad for, at jeg har fået den oplevelse med mig.” 

Oplev flere fortællinger

Fotograf: Per Amnitzbøll Rasmussen

Hør de udsendtes fortællinger

Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts. 

Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter. 

Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.

Modtag fortællingerne på email

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk