Menu
Feltpræstens hårde ture
Victor Graeser-Greve har været udsendt på flere af de hårdeste missioner med det danske forsvar, og han har på en enkelt udsendelse på en måned prøvet mere, end andre feltpræster når i et helt arbejdsliv.
Del fortællingen med dit netværk
Skrevet af Peter Skautrup
– De spurgte mig jo også, drengene nede, ”Victor hvem går du til?” når jeg også var presset. Det var jeg jo også mange gange, eller i sorg.
– Så sagde jeg ”ud over jer, så er det just me, myself and God”. Så måtte jeg gå til side og tage et knæ for Vorherre, og så håbe på, at han lytter til mig. Og så få styrke og kraft via den samtale, jeg kan have med Gud, enten verbalt eller non-verbalt gennem en bøn.
Victor Graeser-Greve har været præst i den danske Folkekirke i 20 år, og selv når han sidder og fortæller i den gamle præstegård med Skuldelev Kirke fra 1150 i den anden ende af haven, får man hurtigt flyttet tankerne fra det idylliske Hornsherred til de krigszoner, han har været ude i som feltpræst. Der har været meget hårde missioner imellem, og han har måttet sende otte danske soldater hjem i kister.
På CV’et står, at han, ud over at passe Skuldelev-Selsø pastorat, er feltpræst hos Gardehusarregimentet i Slagelse, hospitalspræst på den palliative afdeling på Frederikssund Sygehus og så har han været udsendt som feltpræst syv gange, heraf fire ture til Afghanistan, en til Irak, en til Mali og en med hold 1 i Letland.
Særligt de to første ture til Afghanistan var hårde – det var ISAF 7 juni-juli 2007 og ISAF 9 januar-august 2010.
Den første tur var som afløser en måned for den faste feltpræst på missionen, og Victor havde ikke været der mange dage, før tre unge soldater blev dræbt af en kæmpestor vejsidebombe.
– Det var en hård ilddåb, hvor jeg tror, jeg på den måned oplevede mere end mange feltpræster får mulighed og lov til at opleve i en hel karriere inden for feltpræstegerningen, siger Victor.
– Der var de utroligt svære, sjælesørgeriske samtaler, der var nogle interne stridigheder, og lejren blev angrebet.
– Så da jeg kom hjem, tænkte jeg, hvordan klarer jeg det? For der stod jeg til at skulle udsendes et halvt år senere på ISAF 9. Men så tænkte jeg, OK – det kan ikke blive meget værre end det her. Hvis der er nogen, der er rustet til det og er klar til det, så må det jo være mig.
– Pludselig kunne jeg også se, hvor vigtig en opgave det var at være der, som en, der kunne kere sig for deres mentale og sjælelige tilstand, og lytte til de her menneskers problemer.
– At det så skulle gå hen og blive endnu værre, det havde jeg jo ikke i min vildeste fantasi nogensinde forestillet mig, at det kunne blive. Men det blev det jo så.
Victor Graeser- Greves udsendelser som feltpræst
Feltpræst i Afghanistan
Hold 7 ISAF (juni – juli 2009)
Hold 9 ISAF (januar – august 2010)
Hold 16 ISAF (november – december 2013)
Hold 11 RS (november 2019)
Feltpræst i Irak
Hold 6 OIR (juli 2017 – februar 2018)
Feltpræst i Mali
Hold 1 TAKUBA (januar – februar 2022)
Feltpræst i Letland
Hold 1 NRF (maj – august 2022)
Soldatens fortrolige
At danske feltpræster hentes i Folkekirken har ingen betydning for hvilken trosretning – hvis nogen – man tilhører ude på missionerne. Feltpræsten er der som samtalepartner for alle, understreger Victor, og feltpræsten har pligt til at sætte sig ind i alle de religioner, der er repræsenteret.
Der er ting som går igen i en feltpræsts arbejde, uanset om der er tale om en ”hård” eller en ”blød” mission:
– Det basale er jo, at man holder gudstjeneste så vidt muligt, når krigen tillader det, og også når krigen ikke tillader det, minimum en gang om ugen. Det bliver ikke nødvendigvis søndag klokken 10, ligesom højmesserne i Danmark, men så finder man et tidspunkt, måske om aftenen. Man finder det tidspunkt i løbet af ugen, der passer bedst, som ikke bryder for meget med drengenes rytme og deres opgave, som de skal løse.
– Og så er der hele det sjælesørgeriske aspekt i, ved at være udsendt som feltpræst, og være der 24-7 for drengene. Og selvfølgelig er der en forskel, til dels med henblik på, hvad der bliver talt om, når man er på de hårde missioner, med hensyn til frygt og angst for at miste sit liv, med hensyn til, hvorledes de kære derhjemme, lever med, at deres elskede er udsendt. Så bekymringen for dem derhjemme er også meget stor. Og det er den både i de hårde og de bløde missioner. Men det er da klart, at det har fyldt mere på de hårde missioner, det der med, at man kunne miste livet fra den ene dag til den anden, at man var udsat rent fysisk med henblik på, at døden ligesom lurede om hvert hjørne. Selv i lejrene var vi jo egentlig ikke sådan fredede eller havde helle. Og det pressede jo alle, inklusive mig, alle, der var dernede i de små lejre.
– På de bløde missioner, der – det siger sig selv, det er indlysende – der fyldte det jo ikke så meget. Der var det jo mere, dagligdagens trummerum med, hvis der var nogen, der ikke kunne enes
i gruppen eller delingerne, der havde det svært. Nogle interne problemstillinger, eller skærmydsler. Og så også, som det jo også sker, uanset om du er sendt på en blød eller hård mission, at konen eller manden derhjemme skrider dig fra dig, og du får det at vide, mens du er dernede.
– Eller der er dødsfald derhjemme.
Feltpræsten har også en vigtig rolle som rådgiver for chefen på missionerne. Her kan han uden at bryde fortroligheden med den enkelte soldat fortælle chefen, hvad der rører sig blandt personellet og hvad, der bør gøres noget ved.
Og i modsætning til andre nationers feltpræster har de danske ikke nogen militær rang. De bærer blot et kors på skulderen og brystet, og det giver ifølge Victor en meget stor frihed, når han skal rådgive chefen:
– Der kan blive talt med meget store bogstaver inden for de vægge, man nu færdes i.
LÆS OGSÅ
Når soldaten falder
At sørge sammen
Efter de mange missioner har Victor fortsat kontakten med mange af de hjemvendte soldater, og i samtaler med mange af dem har de kunnet støtte hinanden, ligesom han har haft den glæde, at mange har ønsket at blive viet af ham.
– Så de hjalp mig faktisk også, også da vi var dernede, med at vi kunne sørge sammen, når der var en, der blev dræbt, og jeg skulle holde mindehøjtidelighed og sende en kiste hjem. Så der opstår det der, det lyder måske meget romantisk, men der opstår et fællesskab, et virkeligt Band of brothers, hvor man passer på hinanden, så de passede jo også på mig. Så jeg fik jo også utrolig meget støtte for de her drenge, som gjorde, at jeg også kunne løfte min opgave. Jeg er sikker på, at de måske ikke engang var klar over det vel, men det gjorde de faktisk. Sidenhen, når jeg så er kommet hjem, så har jeg jo også gode kolleger inden for feltpræsteordningen, som gør, at vi kan hjælpe hinanden ved at tale sammen om de ting, vi har oplevet.
Han vil gerne udsendes igen.
– Ja, jeg elsker det, kort sagt. Det er uanset, om det er en blød eller hård mission. Jeg elsker at være sammen med drengene, og jeg synes, det er enormt udfordrende. Og jeg synes også, at de er enormt positive overfor os feltpræster. Jeg har været meget privilegeret på alle de hold, jeg har været udsendt med, at der har været en utrolig stor respekt omkring feltpræsterne, men også stor tilslutning til gudstjenesterne. Om det så er fordi de har et trosliv, et trosforhold, det betyder det ikke nødvendigvis, men det er jo også en måde at vise deres respekt overfor det hverv, jeg udfører, at de har lyst til det, at komme til gudstjenesterne og synge salmer, og i det hele taget være med.
Du kan høre meget mere om Victor Graeser-Greves omfattende erfaringer fra livet som feltpræst i podcasten herunder og i videoen. Og du kan finde Victor på vores liste over foredragsholdere her.
Hør de udsendtes fortællinger
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
