Det tog den i dag 46-årige veteran fra Balkan, Kim Møller, omkring 15 år at erkende, at han var blevet ramt af en alvorlig omgang PTSD, der krævede behandling. På veteranhjemmet i Odense har han fundet et socialt fællesskab, som hjælper både ham og hans familie i hverdagen som veteran.
Af Thomas Kvist Christiansen
Han sidder der i sofaen på veteranhjemmet i Odense og fortæller sin historie om at være udsendt som maskingeværshjælper på international mission. Der er en ro og et engagement i Kim Møllers stemme. Det er en barsk fortælling om, hvordan en stor drengedrøm, der gik i opfyldelse, både førte til mange “fede” oplevelser og samtidig et mentalt sammenbrud.
En kort romantisk affære under en orlov på sin udsendelse til Kosovo udviklede sig til meget mere end planlagt, og kvinden han mødte, er på 23. år hans hustru og en afgørende støtte i hverdagen. Sammen er de i dag forældre til en søn og en datter på henholdsvis 18 og 13 år.
Kim Møllers historie om, hvordan han er lykkedes med at komme ud på den anden side med familien i behold og en fornyet tro på livet, efter at være udsendt på to internationale missioner, er et godt billede på den vigtige rolle de danske veteranhjem spiller i forhold til at hjælpe soldater, der kommer hjem med større eller mindre ar på sjælen.
Det tog Kim Møller godt 15 år, inden han for alvor begyndte at lytte til sine nære. De sagde til ham, at han efter seks måneder i Kosovo, var kommet hjem som et forandret menneske, der ikke fungerede særlig godt.
Først da Kim Møller blev sygemeldt i forbindelse med sin tredje voldsomme depression og kom på sygedagpenge, begyndte der at ske noget. Selv anede han intet om, hvilke muligheder han havde for at få hjælp.
Derfor var det et held, at han overfor sin sagsbehandler nævnte, at han havde mistanke om, at han havde PDST – at han oplevede konstant stress, træthed og et aggressivt temperament. Så kom der pludselig skred i tingene. En meget hjælpsom sagsbehandler fik sat Kim Møller i forbindelse med en veterankoordinator, og inden han havde set sig om, fik han praktisk hjælp til flere af de vitale ting, han havde brug for – ligeledes fik han psykiatrisk behandling.
Kim Møller ville også have glæde af at komme på veteranhjemmet i Odense, fik han at vide. Men det var Kim Møller slet ikke klar til. Han ønskede på ingen måde at være på et sted, hvor sure gamle veteraner sad og talte om alle de dårlige oplevelser, de havde haft på deres udsendelser. Men han var nysgerrig på hjemmet, og via Facebook kunne han læse om de aktiviteter, der var der.
– Og så tænkte jeg, at jeg jo kunne prøve at tage derind. Og inden jeg havde set mig om, var jeg hooked. Jeg kunne se, at det netop ikke var mavesure veteraner, der sad og talte om traumer. Det, man primært snakker om her, er livet som helhed, sjov og ballade, og engang imellem snakker man om små tekniske detaljer eller om sjove oplevelser fra udsendelserne. Meget, meget sjældent går man ind i ting, der gør ondt.
I dag føler Kim Møller, at veteranhjemmet i Odense er et ekstra hjem. Det er et sted, hvor han kan slappe af og finde ro – og hvor hans familie også kan komme og være med ved sociale arrangementer og ikke mindst få hjælp.
Blandt andet har hans datter deltaget i forskellige aktiviteter, der fokuserer på den situation som børn af veteraner er i. På samme måde kommer hans søn også sammen med ham på hjemmet, og han overvejer tilmed at blive frivillig.
For Kim Møller har næsten 20 år med PDST været kulminationen på en drengedrøm, der tog udgangspunkt i glæden ved at lege “røvere og soldater”.
– Jeg elskede den leg og var meget bidt af den som barn. Derfor havde jeg en idé om, hvad det ville sige at være soldat. Det virkede naturligt at føre drengedrømmen videre den vej – og måske blive officer.
LÆS OGSÅ
Hverdagen er fucking vild
Da Kim Møller blev værnepligtig gik det dog hurtigt op for ham, at han ikke ønskede at avancere indenfor militæret og dermed få underordnede, som han skulle kommandere rundt med. Han blev klar over, at hans plads var blandt fodfolkene – de menige.
Det var langt mere tiltalende at være i et fællesskab, hvor alle var ens, hvor man kunne stå sammen. Drevet af drømmen om at blive professionel soldat meldte Kim Møller sig til Den Internationale Brigade (DIB), blev ansat, fik en kontrakt og så frem til at komme ud og lege” røvere og soldater” i den virkelige verden. Men skuffelsen var stor, da han med SFOR 4 i 1997 blev sendt af sted i seks måneder til et relativt fredeligt Bosnien. Den eneste funktion, der var ledig på det tidspunkt var kantinetjenesten i lejren. Med titel af maskingeværshjælper var det langt fra den drøm, han havde haft.
– Det havde været spændende seks måneder, ingen tvivl om det, men det var ikke det, jeg ville af sted for.
Skuffelsen og frustrationerne blev forstærket, da han vendte hjem med en masse oplevelser, som han havde lyst til at dele med andre, og fandt ud af at de fleste mennesker mistede interessen for at lytte efter blot få minutter.
Kim Møller erkendte, at de eneste, han kunne snakke og dele med var de gamle veteranvenner. Alt imens han ventede på, at hans kontrakt med DIB på fire år skulle udløbe, udfyldte han ventetiden med forskellige ufaglærte jobs.
På et tidspunkt begyndte han at uddanne sig til pædagog. Tiden gik, og hans kontrakt med DIB ville snart blive afsluttet, og der lå ikke umiddelbart nogen internationale missioner forude. Desuden havde han i lighed med andre den opfattelse, at man kunne nøjes med én udsendelse på en kontrakt.
Men der var krig på Balkan, og alt ændrede sig pludselig, da Den Internationale Brigade ikke havde frivillige nok at sende af sted til et ophedet Kosovo.
Seks måneder før kontrakten udløb var der intet valg for Kim Møller. I januar 2000 måtte han pakke sine ting, sætte pædagoguddannelsen og sit civile liv på standby, og tage med KFOR’s hold 2 til Kosovo. Og her fik han sin drengedrøm til at gå i opfyldelse. I Camp Olaf Rye i Mitrovica var han nu en del af en fredsbevarende styrke, der skulle sørge for at holde serbere og albanere på afstand af hinanden. Det var en ren krudttønde, husker han , og når Kim Møller tænker tilbage på dengang, står broen i Mitrovica som én af de ting, der var med til at sende hans hjerne og stress på overarbejde.
– I forhold til Bosnien var Kosovo en helt ny konflikt, en helt ny kampzone. Folk blev slået ihjel i byen om natten og ude i landsbyerne. Det var et område, der IKKE var præget af fred og fordragelighed. Det var et sted, hvor folk – serbere og albaner – var oppe at toppes. Der var meget at holde styr på. Det var spændende som soldat. Jeg havde mange “fede” oplevelser. Udsendelsen opfyldte mange af mine drømme. Men jeg var ikke klar over, hvor voldsomt det satte sig i mig.
Broen i Mitrovica adskilte de stridende albaner og serbere, og var der den mindste optræk til demonstrationer, rykkede folk fra KFOR ud for at skille folk ad. Kim Møller var én af de soldater, der skulle fungere som en slags livvagt for den øverste leder, obersten, hvis der opstod tilspidsede situationer, som han skulle ud til. På den måde oplevede Kim Møller flere gange at være med i forreste front.
Når Kim Møller forsøger at sammenfatte, hvilke oplevelser, han fik under sine seks måneders udsendelse på KFOR’s hold 2, lægger han ikke skjul på, at det handler om, at der blive skudt på én, at der bliver kastet ting efter én og ikke mindst at opleve frygten for at miste livet ved specielle begivenheder.
– Men jeg havde ikke lagt mærke til den stress, den belastning, der havde været på mit sind, imens jeg har været dernede. Det var spændende og en god tid, synes jeg. Da jeg kom hjem skulle jeg direkte ud i en pædagogpraktik, og allerede der begyndte det hele at falde fra hinanden. Jeg kunne ikke være i det.
Først efter 15 år med tre voldsomme depressioner, voldsom træthed, sygemeldinger, konflikter med kone og børn er der nogle af hans nære, der sætter ord på situationen:
“Vi kunne mærke en tydelig forskel på den dreng, der tog af sted – og den mand der kom hjem. Det var en anden person – en med ar på sjælen.”
I dag er han kommet ud på den anden side. Har sammen med sin kone fundet ud at leve med sin PTSD – takket være hjælp fra en kreds af mennesker men ikke mindst, at han har veteranhjemmet som et ekstra hjem, hvor der også er rum for familien.
– Jeg har fundet en ro i mig selv, fundet et tilhørsforhold, et sammenhold.
Udsendt Af Danmark sætter fokus på Danmarks internationale indsatser siden 1948 og frem til i dag. Det sker gennem personlige fortællinger, artikler, interview, foredrag, undervisning og podcasts.
Hør dem fortælle deres egen historie om at være sendt ud til verdens brændpunkter.
Den første fortælling blev lanceret d. 5. september 2018.
Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies. Læs vore cookie- og privatlivspolitik her.
Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept