”Og så har jeg været med til at opbygge et stabiliseringsprogram via en freds- og stabilitetsfond, som Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Forskningsministeriet og Justitsministeriet står bag.” 

”Det betød, at vi i 2016 indgik i en canadisk træningsmission der hed Unifier, og året efter engagerede vi os i Orbital, så det er relativt mange års samarbejde, vi har haft med Ukraine. Nu har jeg projektansvar for alt, hvad vi laver i Ukraine og Georgien, hvor noget af det sker inden for rammerne af Orbital.” 

Ude inden 24/2 

Indtil russerne i februar i år krydsede Ukraines grænser, havde Orbital en stab på 15 mand i Kyiv, to af dem var danske, resten briter. De var ude inden 24. februar, men med kort varsel. Taskerne var pakket og stod klar i gangen, køretøjerne blev linet op og efterset hver dag. 

”Hovedkvarterets ansvar var at formidle træningshold fra UK og os,” fortæller Jens Hjort. 

”Hold, der trænede ukrainerne primært på hærsiden. Staben skulle også koordinere træningen med den ukrainske generalstab – hvem skulle trænes hvornår – og så rakte Orbital tilbage til UK og os om at opstille et antal træningshold. Briterne har ledet og leveret hovedparten.” 

Danmark har udsendt ”i snit” 50 instruktører et par måneder om året. Briterne fire-fem gange så mange. De danske instruktører har typisk været befalingsmænd, men mange erfarne konstabler har også været afsted. 

Træningen foregik brigadevis og blev med Jens Hjorts ord ”skræddersyet” efter ukrainernes behov, som kunne være forskellige fra brigade til brigade. 

”Det krævede nogle gange kreativitet, hvis den ukrainske ledelse mente, en brigade skulle trænes i ”X, Y og Z”, og så dukkede brigaden op og ville hellere trænes i ”Æ, Ø og Å”, og så måtte man justere.” 

Jens Hjort anslår, at Orbital har nået at træne ca. 2.500 ukrainske soldater, som har kunnet videreformidle deres uddannelse til sidemænd. 

Fra sovjet-tilgang til vestlig 

Træningen havde to formål: Det ene var at forøge ukrainernes evne til at kæmpe i Donbas.  

Det andet var en mere generel omstilling til vestlige procedurer og føringsfilosofi:  

Delegering af ansvar, selvstændiggørelse. En mere decentraliseret ledelse, ”hvor man skubber ansvaret for opgaveløsningen ned på lavest mulige niveau.” 

”Hvilket for ukrainerne var fuldstændig chokerende,” siger Jens Hjort. 

”Jeg var første gang i Donbas i 14, og det, jeg så, var en meget sovjetisk tilgang til, hvordan man førte kampen: Ingen beslutningskompetence på lavere niveau. På min sidste mission i Donbas, inden Corona ramte os i 19, der kunne man mærke en tydelig forskel, særligt på den måde, de førte deres styrker på og uddelegerede ansvar.” 

”Hvis man kigger på krigen i dag, så er det helt klart den største effekt af vores træning derude, at ukrainerne har accepteret og evnet at implementere den vestlige ledelsesfilosofi og føring.” 

Den ukrainske soldat og den russiske handler derfor i dag vidt forskelligt:  

”Den lille fraktion jeg har set af det russiske forsvar – på individniveauet – så er forskellen på den ukrainske og den russiske soldat, at ukraineren accepterer og påtager sig et ansvar for at løse en opgave, som fører til, at han tager initiativ, han tager risici, hvor den russiske soldat langt hen ad vejen er styret af frygt. Det russiske militær er præget af en centraliseret beslutningsstruktur baseret på frygt og afstraffelse. Og helt overordnet, det er min udlægning, en manglende respekt for individet. Individet er til for staten, ikke omvendt. Det fører jo til manglende tillid til at delegere, til at tro på, at andre kan løse opgaven, og det er helt klart at ukrainerne har udviklet sig fra det. Altså en centraliseret ledelse straffer jo, så hvis du tager initiativ, og det går galt, så bliver du straffet.” 

”Der har ukrainerne anerkendt og tiltaget sig en ledelsesfilosofi, der ligner vores. Så man opfordrer, motiverer og også honorerer det personlige initiativ.” 

”Man kan se det på den måde, de har ført kampen på. Den måde de har angrebet den russiske styrke, forsyningslinjerne, logistikenhederne i baglandet med små enheder, det indikerer jo at der er delegeret ansvar i høj grad ud til den enkelte soldat.” 

Den vigtige førstehjælp 

Emnerne for træning har været mange: Skyttegravskrig, Counter IED, bykamp mv. og krigens love. 

”Den enkelte soldat har primært været interesseret i noget, der kunne anvendes i den kamp de skulle ud og gennemføre. Men et område som altid har haft deres store interesse, det er taktisk sanitetstjeneste, fordi det jo redder deres og deres kammeraters liv derude, så det har vi altid gjort meget ud af. Skud og skader efter eksplosioner. ” 

”Igen er der en typisk arv fra det sovjetiske, som man også ser russiske forsvar i dag: En manglende interesse og respekt for individet, så det er aldrig noget, der er gjort særlig meget ved. Hvis en soldat forblødte på slagmarken, så erstattede man ham bare med en anden.”  

Her har ukrainerne har set værdien af en anden tilgang og bygget deres egen kapacitet op, også med vestligt sanitetsudstyr.  

”Det gør jo, at soldaten har større villighed til at tage risici, for går noget galt, kan han redde eget liv eller kammeratens liv” siger Jens Hjort. 

Orbital lever endnu – med hovedkvarter i Tyskland. Siden 24/2 har orbitals instruktører forskellige steder i Ukraines nabolande fortsat træningen, nu med fokus på våben og udstyr leveret fra Vesten. 

Har man fra starten tænkt over, om Operation Orbital kunne være en provokation over for russerne? 

” Man skal huske at Donbas, det er jo otte års krig, hvor russerne har hævdet, de ikke var en del af det – hvilket er åbenlyst forkert, men det har de hævdet,” siger Jens Hjort. 

”Så vi har været ret åbne om det vi har lavet i Ukraine, for en af grundene til, at vi var derude, var at demonstrere vestlig støtte til ukrainerne.”