FN har fem hovedorganer, der tilsammen udgør toppen af de Forenede Nationer. Først og fremmest er Generalforsamlingen, hvor alle medlemsstater er repræsenteret og har en enkelt stemme. Her vedtages budgettet, nye medlemmer bliver accepteret og Generalsekretæren vælges. Siden Uniting for Peace-resolutionen blev vedtaget i 1950, kan Generalforsamlingen ved hastemøder beslutte at indsætte fredsbevarende styrker –  i tilfælde af, at Sikkerhedsrådet ikke kan handle på grund af vetoretten. Generalforsamlingens resolutioner er dog ikke juridisk bindende, og det står derfor medlemslande frit for om de vil følge dem.

Sikkerhedsrådet består af 5 faste medlemmer og 10 roterende medlemmer valgt af Generalforsamlingen. Sikkerhedsrådet kan som det eneste vedtage juridisk bindende resolutioner. Ifølge Chartrets Kapitel VII er det Sikkerhedsrådets opgave at vurdere og fordømme trusler mod og brud på international fred. Det er derfor Sikkerhedsrådet, der gennem vedtagelse af resolutioner kan give mandat til sanktioner eller international indgriben i konflikter, og derved oprette FN’s observatørmissioner og operationer.

Sekretariatet ledes af Generalsekretæren og har til formål at administrere FN og støtte dets mange organer. Det er i Sekretariatet, at budgettet forberedes, før det sendes til afstemning i Generalforsamlingen. Desuden har det bl.a. til opgave at planlægge og forberede konferencer samt udfærdige studier og rapporter om udfordringer, der skal på dagsordenen og evt. handlemuligheder.

Det Økonomiske og Sociale Råd, eller bare ECOSOC, har 54 medlemmer, udvalgt af Generalforsamlingen. Det primære formål for dette råd er at fremme udvikling af økonomiske og sociale forhold gennem internationalt samarbejde.

Den Internationale Domstol, eller ICJ for International Court of Justice, er FN’s dømmende myndighed. Dens 15 medlemmer er også valgt af Generalforsamlingen. Formålet er at afgøre konflikter ad juridisk vej. Kun stater kan fremsætte sager for domstolen, mens FN’s egne organer kan bede om juridiske vurderinger.

De Underliggende Organisationer

Under FN’s fem hovedorganer ligger et utal af forskellige organisationer, kontorer, og agenturer, der alle arbejder inden for FN’s rammer for at fremme fred, retfærdighed og udvikling i verden. Nogle af de større er Verdenssundhedsorganisationen kendt som WHO, Fødevare- og Landbrugsorganisationen FAO, der begge er eksempler på praktisk orienterede organisationer, der bekæmper sygdom og sult. Andre, såsom UNESCO arbejder for at fremme og bevare kultur, uddannelse og videnskab. Enkelte er ældre end FN selv. Den Internationale Arbejderorganisation ILO blev grundlagt som en del af Folkeforbundet i 1919, men er blevet opslugt af FN. Den ældste er Den Internationale Telekommunikationsunion ITU, der blev grundlagt i 1865, men i dag er et FN-agentur.

Højkommissariatet for Flygtninge UNHCR er en af de større organisationer, der oftest kommer i kontakt med Forsvaret og Beredskabsstyrelsen, når de udsendes i FN-regi. Bl.a. AFOR (indsat i Albanien i forbindelse med en flygtningekrise under Kosovokonflikten) og UNPROFOR (indsat i det tidligere Jugoslavien) havde et tæt samarbejde med UNHCR.

De humanitære aspekter i enhver konflikt er vigtige områder for FN i alle konflikter og katastrofer. For at kunne koordinere de mange indsatser er der etableret United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs (OCHA), hvor Danmark gennem alle årene aktivt har deltaget ved Beredskabsstyrelsens udsendelser.

Derudover er der forskellige organisationer, der ikke direkte er en del af FN, men er oprettet i forbindelse med FN-resolutioner eller konventioner, som er forhandlet i FN-regi. Det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA er det mest kendte eksempel, der typisk handler sammen med FN, og årligt rapporterer til Generalforsamlingen. Det samme gælder Organisationen for Forbud mod Kemiske Våben OPCW, på hvis opfordring Sikkerhedsrådet har vedtaget resolutioner, der førte til Operationerne RECLIB og RECSYR under dansk ledelse.

FN Gennem Tiden

FN har ændret sig meget, siden det startede i 1945. De 51 grundlæggende medlemmer er i dag blevet til 193 medlemsstater og 2 stater/områder med observatør status. Mange af de ”nye” medlemmer var oprindeligt kolonier, som i årtierne efter Anden Verdenskrig fik deres selvstændighed. Det gik ikke altid let for sig, og under afkoloniseringen blev FN’s blå hjelme set mange steder i verden. Selvstændighed fra Storbritannien og delingen af Indien og Pakistan lagde grunden til UNMOGIP, og under kampene, der fulgte Congos uafhængighed, blev en større FN-operation kaldet ONUC iværksat i 1960.

En af de første udfordringer var delingen af Palæstina, da den britiske kolonimagt besluttede at forlade området. FN forsøgte med en delingsplan, men den blev aldrig gennemført. De følgende konflikter lagde grunden til FN’s første og længste observatørmission i form af UNTSO – og gennem årene en lang række andre.

Kort efter grundlæggelsen begyndte Den Kolde Krig i mellem USA og Sovjetunionen – begge med vetoret i Sikkerhedsrådet. Derfor var der mange konflikter, FN ikke kunne gribe ind i, da den ene eller anden part nedlagde veto. Da kommunistpartiet sejrede i borgerkrigen i Kina, gik der over 20 år før Folkerepublikken Kina fik sædet i Sikkerhedsrådet i stedet for Republikken Kina – der kun regerede over Taiwan og enkelte øer, og derfor var langt fra den stormagt, der skulle repræsenteres i Sikkerhedsrådet. Den situation førte i en periode til et boykot af Sikkerhedsrådet fra den kommunistiske Sovjetunions side som støtte til Kina. Det bed til gengæld Sovjetunionen i halen: Da Koreakrigen brød ud i 1950, kunne Sovjetunionen på grund af boykottet ikke nedlægge veto mod en FN-styrke, der kæmpede på Sydkoreas side.

Koreakrigen førte dog til at Generalforsamlingen vedtog Uniting for Peace resolutionen. Ifølge den kan Generalforsamlingen samles i et hastemøde, hvis vetoretten har låst Sikkerhedsrådets handlemuligheder, og derefter selv give mandat til fredsbevarende operationer. Under Suez-krigen i 1956, hvor kolonimagterne Frankrig og England brugte deres veto, samledes Generalforsamlingen og besluttede at indføre den første egentlige fredsbevarende styrke, i form af UNEF. UFP-proceduren er dog kun sjældent brugt, da der oftest ikke er det nødvendige mandskab og den politiske vilje til at agere, hvis stormagterne er uenige i udførslen.

Ved afslutningen af Den Kolde Krig fik FN bedre handlemuligheder. I Golfkrigen var det med mandat fra FN, at Operation Desert Storm fordrev Irak fra Kuwait, og UNIKOM der overvågede den følgende fred. Til gengæld mødte FN nu en ny type konflikter. Fremover var der sjældent krige mellem stater, som FN var sat op til at forhindre, men udfordringerne kom fra borgerkrige og stater, der brød sammen internt. I Jugoslavien mødte FN således en af sine største kriser, da UNPROFOR ikke var i stand til at sikre og skabe fred bl.a. ved hjælp af de såkaldte ”sikre zoner”, man havde oprettet under krigen. Massakren i Srebrenica og belejringen og bombardementet af Sarajevo er eksempler på de konflikter, som ikke kunne løses. Da det endeligt nærmede sig fred, spillede FN en vigtig rolle i stabiliseringen af regionen, i form af bl.a. UNTAES og UNPREDEP.

I det nye årtusinde tyder det dog på, at en ny kold krig kan lamme Sikkerhedsrådet igen. På trods af en effektiv intervention i Libyen i form af Operation Unified Protector, har det Arabiske Forår og de følgende konflikter vist forskellige holdninger mellem Rusland og Vesten, og vetoretten har bl.a. forhindret en effektiv løsning af konflikterne i Syrien og Ukraine. Alligevel har FN-operationer som RECSYR og RECLIB været essentielle for at reducere brugen af kemiske våben i de igangværende konflikter