Af journalist Peter Skautrup

“Når det er nat i Afghanistan, kan man se stjernerne røre horisonten”.

Men en mindre smuk nat kan man i stedet se lysspor fra projektiler hen over himlen. Sådan var det, da den store C130J Hercules nærmede sig lufthavnen i Kabul. Lyssporene kom fra kampe inde i byen, mens selv lufthavnen lå i totalt mørke.

Alt lufthavnspersonale inklusive flyvelederne var evakueret – ingen af den normale flykontrols frekvenser reagerede på opkald.

Det var natten til mandag den 16. august.

For alle ombord i den danske Hercules var det gået stærkt de sidste par døgn.

”Jeg blev ringet op lørdag ved 17-tiden og bedt om at stille i Aalborg. Jeg bor et par timer fra flyvestationen, men de spurgte, om jeg ikke kunne være der lidt hurtigere,” fortæller GIR.

Oprindeligt var meningen med den hastigt planlagte flyvetur at bringe et hold jægersoldater plus folk fra Politiets Aktionsstyrke til Afghanistan, hvor Talibans fremmarch mod Kabul havde overrasket. Men man troede stadig, at evakuering af danskere og ambassade-ansatte kunne gennemføres med civile fly.

Det kom ikke til at holde.

Lørdag klokken 19 var GIRs besætning samlet på flyvestationen, og alle havde tilmed nået en kviktest for Corona inden. Besætningen består af to piloter og to loadmastere, og på denne tur skulle også to mekanikere med, den ene en specialist i flyets elektronik.

”Da vi kom ned til flyet, var jægersoldaterne ved at loade deres våben og udrustning. Jeg har selv været ansat ved Jægerkorpset som forbindelsesofficer, så jeg kendte de fleste af dem, og de kender mig, det gjorde briefingen inden afgang ret hurtig. Vi træner meget med Jægerkorpset, så de ved, hvad der foregår.”

Omdirigeret i luften

Flyet skal mellemlande i Trabzon i Tyrkiet, og det er i luften fra Aalborg inden midnat lørdag aften.

”Man skal have diplomatisk clearance til at overflyve andre lande med våben og farligt gods. Det tager normalt flere dage, men nogen har arbejdet hurtigt. Over Rumænien bliver vi omdirigeret til Ankara, fordi Trabzon ikke havde plads på jorden – men folk hjemme i Aalborg havde ordnet alt med handling og hotel, og efter landing ved 4-tiden dansk tid er vi i seng klokken 8 – altså 25-26 timer efter jeg var stået op lørdag morgen.”

GIR skulle holde sin telefon ved siden af sig, og den ringer fire timer efter: ”Gør klar til afgang.”

”Jeg får fat i de andre, og så ved 15-tiden får vi endeligt go, vi skal til Kabul og evakuere de ansatte på den danske ambassade så hurtigt som muligt. Vi er i luften 16:20, og vi har en flyvetid på cirka fire og en halv time – egentlig var den endelige destination efter Kabul i Tadsjikistan – men det blev ændret til Islamabad i Pakistan, hvilket var lidt bedre, for der er kortere, så det gav os en bedre brændstofmængde.”

”Undervejs får vi også en opringning: Jægerkorpset har været i gang derhjemme og i kontakt med deres amerikanske kolleger i Kabul, og der har de fået nogle frekvenser til en JTAC (Joint Terminal Attack Controller, en specialist i udpegning af må på jorden, red.,).

”Det skulle senere vise sig at være en rigtig god ting.”

Manglen på søvn begynder at vise sig hos besætningen. De beslutter at tage combat naps – det vil sige, at piloterne og de andre i besætningen på skift sover i ca. tyve minutter.

”Bare for lige at falde ned og være så friske som muligt, for vi vil komme til Kabul midt om natten, og vi skal bruge Night Vision Goggles”. (NVG, kikkerter til natsyn, red.)

”Vi nærmer os afghansk luftrum og iklæder os fragmentationsveste og hjelme. Vi kalder afghansk flykontrol, men ingen svarer, det havde vi ellers ventet. Ved midnatstid, da vi er cirka 60 km fra lufthavnen, kalder vi den civile approach og får heller ikke noget svar – det begynder vi at blive lidt urolige over.”

”Da vi er lige over lufthavnen, kalder vi tårnet, og der er heller ikke nogen, der svarer der.”

Hitman slog til

Så prøver vi de frekvenser, Jægerkorpset har skaffet, og der er faktisk en JTAC der svarer – hans kaldenavn er Hitman – de kan noget med callsigns, de amerikanere.”

”Men ham Hitman, han var ualmindelig dygtig, det var ham der gjorde, at det hele kom til at virke. Han var fantastisk. Det var ikke en nybegynder.

”Han kunne fortælle os, at alle civile var evakueret fra tårnet, men at der gik mennesker omkring på baneområdet. Vi lægger os i et venteområde 20 kilometer øst for byen, og mens vi ligger der, kan vi se, at der er lysspor fra projektiler i luften, og at der er kampe i byen.

Efter cirka 20 minutter prøver vi at ringe hjem – af en eller anden grund virkede flyets satellitforbindelse ikke, så vores loadmaster må bruge en håndholdt satellittelefon, og han får forbindelse med chefen derhjemme.”

”Men lige i det samme kalder Hitman os og siger, at nu er banen fri, og vi kan lande på eget ansvar.

Så jeg beder loadmasteren lægge telefonen, for der er cirka fem minutter til landing, og vi har brug for, at alle kigger ud, da der er kampe på jorden.”

”Vi har besluttet at lande fuldstændig mørklagt, så dem, der skyder, ikke kan se os, men så kan de civile heller ikke se os. Så vi aftaler at komme ind mørklagt, og når vi rammer banen, så tænder vi lyset. Ser vi civile på banen, inden vi lander, så må vi gå i luften, men hvis der er nogen, efter vi lander, så må vi tage den, så er der ikke så meget at gøre. Det er meget atypisk og en meget psykisk presset situation at stå over for muligheden for at ramme mennesker.”

”Men heldigvis sker der ikke noget, men lige så snart vi drejer fra banen, kan jeg gennem mine NVG se grupper af civile, der ligger og trykker sig i græsset.”

Vi taxier roligt ind til det sted, Jægerkorpset har aftalt med ambassadens folk – forpladsen er fyldt med fly, der ikke kunne komme derfra på grund af de civile på banerne. Der er ingen hjælp til parkering, så jeg finder selv en plads og holder – selvfølgelig med motorerne kørende.”

Nogle af jægersoldaterne forlader flyet for at få kontakt til de danske ambassadefolk, mens andre soldater beskytter flyet.

”Mens vi holder der, begynder min telefon at bippe, den var ikke lige sat på flytilstand, så der stod Welcome to Afghanistan. Så man må jo bruge de midler, man har, så jeg sendte en sms til chefen i Aalborg ”On ground Kabul, alt OK”, og så fik jeg en masse smileys tilbage.”

”Jeg har senere fået at vide, at da vi ringede til ham ude fra venteområdet, der ville de have sagt til os, at vi ikke måtte lande, da de mente, der var for farligt på baggrund af de efterretninger, de havde fået. Jeg havde handlet ud fra, hvad jeg fandt safe. Når Kabul er ved at blive taget, og der er danskere i klemme, så går ens risikovillighed op.”

”Danskerne i lufthavnen var blevet briefet via Udenrigsministeriet om, at vi ikke ville lande, så da de hørte, at vi var landet alligevel, var de lettede”.

Katastrofen bankede på

Flyvevåbnets Hercules kan en masse. Den kan tilbagelægge 5.700 kilometer nonstop, og den kan løfte 20 tons gods. Store køretøjer kan trille ind via en rampe bag på.

Og så kan den bakke.

Piloterne kan dreje propelbladene på de fire motorer, så de skubber flyet bagud.

Det blev der brug for.

Kort efter landingen fik adrenalinen i cockpittet et ekstra skud. Med banerne fri for civile ville andre fly nu i luften, fortæller GIR.

”En amerikansk C-17 taxiede forbi, og jeg kiggede ud til venstre og så et andet stort militærfly komme imod os. De brugte åbenbart ikke NVG, og jeg kunne se, at hans vingespids var lige ud for mit hoved.”

”Vi havde jo rampen nede, så jeg kunne ikke lige flytte mig, så jeg råbte til loadmasteren, RAMPE OP – RAMPE OP, og han kunne heldigvis høre mig og svarede RAMPE FRI, så kunne jeg skubbe luften med propellerne og bakke flyet.”

”Det var måske fem sekunder, så havde det fly ramt cockpittet, og det havde været katastrofalt. Så havde vi stået dernede med et havareret fly, og jeg havde måske mistet livet.”

Fra kaos til bureaukrati

Cirka 20 minutter efter landing kom de første passagerer ud af mørket – ni nordmænd – så fulgte en snes danskere.

”Ambassadøren vælger at blive inde i området og spørger, hvor længe jeg kan vente, så vi aftaler, at jeg skal give besked, og da jeg gør det – ”nu er det nu” – så kommer de sidste jægersoldater med ambassadøren. Vi har spurgt Aalborg, om en patrulje jægersoldater skulle blive dernede, men beskeden var, at alle skal med Herculessen. For man vidste ikke, om Taliban ville tage Kabul lufthavn.”

”Vi taxier ud, der går civile rundt, men amerikanerne melder, at banen er fri. Vi vælger samme taktik som ved landingen, har lyset på indtil vi er i luften, og så slukker vi, så Taliban ikke kan se os. Og på trods af den stressede situation, så kommer vi i luften og kan slappe lidt af.”

”Ambassadøren i Islamabad har fået at vide, at vi kommer, og har forberedt lufthavn og myndigheder, men ikke desto mindre så kommer jeg jo lige med et fly med soldater og våben og civile og mangel på papirer til alt og alle, så det tager nogle timer at komme igennem lufthavnen. Nu var det mandag morgen – vi er på hotellet ved 5-tiden dansk tid, så nu er der gået to døgn næsten uden søvn. Ved 11-tiden dansk tid bliver vi aktiveret igen. Man vil gerne have jægerne og aktionsstyrken fløjet ind til Kabul, så der er vi sen aften igen, men der er der helt lukket, og der ligger tre fly luften og venter i forvejen. Vi må opgive at lande og returnerer til Islamabad.”

Dagen efter lykkedes det at få jægerne og politifolkene til Kabul.

Det næste par dage øger amerikanerne styrken i Kabuls lufthavn fra 2.500 soldater til 6.000. De får lagt en ring om lufthavnen, tårnet bemandes, og jordpersonellet vender tilbage. Endnu en dansk Hercules og en tredje flybesætning kommer til Islamabad, og over de næste 12 dage udgør de en luftbro, der får hentet i alt 986 afghanere med tilknytning til vestlige ambassader ud – først og fremmest Danmark, Norge, Sverige og Finland.

”Hvis de var godkendt af et vestligt land, så tog vi dem med,” siger GIR.

Nødhjælp husker man

Flyene blev fyldt godt op. Man havde nu oven i besætningen seks danske soldater med til at beskytte flyet, og den maksimale kapacitet på 125 passagerer blev flere gange overskredet. På enkelte flyvninger havde man op til 155 ombord.

”Men vi havde selvfølgelig sikret os, at vægt og balance var i orden, og vi havde tilladelse hjemmefra.”

”Vi fløj hver mission, som var det sidste mission.”

”De civile, de kom gående i en lang række i Kabul, og der var ro på, de kom typisk med en lille kuffert eller en plasticpose eller ingen ting, det var jo desperation, og når vi kom i luften, kunne man mærke lettelsen.”

”Onsdag den 25. august flyver jeg den sidste mission, og der har vi fået at vide, at alle danskere skulle med ud, så der kommer Jægerkorpset, aktionsstyrken og folk fra ambassaden plus 88 afghanere med. I alt 142 ombord. Det var et meget tungt fly, jeg tog afsted med der.”

Operation Alamo var slut.

GIR betegner den, som den mest intense, han har oplevet.

”Jeg har fløjet med i stort set alle internationale missioner med Hercules siden 90’erne. Jeg har prøvet rigtig meget, men ikke over så lang en periode med så lidt hvile. Det var også kun muliggjort af usædvanlig stor støtte hjemmefra. Alle smider, hvad de har i hænderne – det er typisk, når det er human relief – nødhjælp som Tsunamien i 2004-05. Nødhjælp er de missioner, man husker bedst.”